Børn og Viagra er ikke noget, man normalt forbinder med hinanden. Men den kombination kan måske redde livet eller gøre tilværelsen betydeligt lettere såvel for børn som voksne, der lider af den meget sjældne lungesygdom PPH. Det tyder flere undersøgelser fra hele verden på. Sygdommen rammer cirka 10 danskere om året, typisk kvinder i 30-års-alderen, og betyder forhøjet blodtryk i lungekredsløbet forbundet til hjertet. Den ses oftest i forbindelse med gigt- og leversygdomme eller hiv-infektioner. 'Kolossal god effekt' Tidligere var den ofte livstruende sygdom ensbetydende med en lungetranplantation, men behandles i dag med blandt andet en kunstig pumpe om livet, slanger og indlagt kateter. Kan en pille gøre tricket, vil det derfor være et kæmpe fremskridt, forklarer hjertelæge på Rigshospitalet Jørn Carlsen, der har brugt Viagrapillen som behandling i tre tilfælde. »Pillen har en kolossal god effekt. Virkelig god. Og der har ikke været nogen bivirkninger. Desuden er det en noget nemmere, mere sikker og mere patientvenlig måde at behandle på, som jeg mener, det absolut er værd at efterforske nærmere«, siger Jørn Carlsen. Afprøvet på ét barn Hospitalets børneafdeling har kun afprøvet pillen på et enkelt barn. Uden stor effekt. Om pillen direkte kan redde liv, er endnu ikke sikkert. Det er noget af det, man håber på at finde ud af, når pillens effekt til efteråret skal dokumenteres , og eventuelle utilsigtede bivirkninger skal klarlægges i en international undersøgelse af i alt 240 patienter, heraf cirka 10 fra Danmark. Producenten er begejstret Hos medicinalfirmaet Pfizer, der producerer potensmidlet Viagra, er man begejstret over de nye erfaringer. »Det er jo pudsigt at tænke på, at Viagra blev anklaget for at slå folk med svage hjerter ihjel, dengang pillen kom frem. Og nu viser det sig - sandsynligvis - at den kan redde patienter med hjerteproblemer. Men lad os vente på den videnskabelige undersøgelse. Endnu ved vi ikke nok til at kunne slå på tromme og råbe: hurra, vi kan redde mennesker«, siger udviklingsdirektør hos Pfizer Niels Christiansen. 'Ingen rejsningspille' Det spørgsmål, der presser sig på, er, om den nye behandlingsforms dobbelte effekt bliver synlig for læger og sygeplejersker. »Jeg har ikke set nogen effekt i den retning. Det er en generel misforståelse, at Viagra er en rejsningspille. Der skal også noget psykologi og almindelig hygge til, før pillen virker«, forklarer hjertelæge Jørn Carlsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























