EF-domstolens stop for udvisningen af en gift, filippinsk kvinde fra England får næppe konsekvenser for den danske praksis. Dels handler dommen om hendes mands EU-rettigheder - og dels tages der allerede hensyn til familieforhold, når det besluttes om en udlænding gift med en dansker skal udvises, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen Erling Brandstrup efter at have læst EF-domstolens afgørelse. Kontorchefen kalder dommen for 'en noget speciel situation', fordi EF-domstolen alene har afgjort, at det er den engelske mands rettigheder til at udføre sit arbejde i andre EU-lande, som begrænses med udvisningen af hans filippinske ægtefælle. »Det handler altså ikke om selve ægtefællens (kvindens, red.) ret til at opholde sig i England, men den afledte begrænsning i EU-statsborgerens mulighed for at udføre sit erhverv. Og de hensyn, som man tager i forbindelse med udvisninger af ægtefæller er allerede indskrevet i den danske lovgivning og fremgår af den danske praksis,« siger Erling Brandstrup.
Kontorchef: EF-dom ændrer næppe udvisnings-praksis
Lyt til artiklen