Mundkurv til burgerchef i whoppergate

Lyt til artiklen

Whoppergate raser videre i en uforudset retning. Betjentene på Københavns Hovedbanegård er gået i offensiven og tilbageviser enhver påstand om, at de er indblandet i Whoppergate. »Vi har måttet lægge øre til hvad som helst. Alt lige fra: Nå, I skal nok over at købe burgere. Altså virkelig i en nedsættende tone. 'Dobbeltwhopper', er der blevet råbt efter os og den slags ting. Intet har været for småt til at blive nævnt«, siger tillidsmanden for betjentene på Station City, Claus Oxfeldt. Han mener, at der ikke »er fugls føde på den sag«. »Der er stort set kun en ældre kollega, som køber mad på McDonald's. Han køber og betaler fuld pris, og han gør det kun, når han har eftermiddagstjeneste. Ellers har han madpakke med. Og så er det jo heller ikke billigere. Man kan sgu hurtigt brænde mange penge af«, siger Oxfeldt. Injuriesag på vej Han vil kontakte politiets advokat, fordi han overvejer en injuriesag mod den daglige leder på McDonald's, Mette Jensen, som fortalte Politiken, at politiet får rabat. Hun har fået mundkurv på, og i stedet skal alle henvendelser gå igennem kommunikationschef Kristian Sheff Madsen. Han siger, at tilbuddet på to Big Mac til 35 kroner i princippet gælder hele Danmarks befolkning, men at McDonald's ikke har annonceret det - ligesom der heller ikke hænger noget skilt i butikken, der fortæller om tilbuddet. Hvis folk i morgen vil benytte sig af tilbuddet, kan de så bare gå ind på McDonald's på Hovedbanegården og få to Big Mac til 35 kroner? »Ja, det kan de i princippet gå ind og få. De skal bare sige ved kassen, at de vil have to Big Mac til 35 kroner«, siger Sheff Madsen. Helst til fuld prisVil I gerne have, at alle kommer ind og spørger efter tilbuddet? »Altså, vi vil helst have fuld pris for vores produkter. Hvis du skriver, at man kan få to Big Mac til 35 kroner, så får vi nok mere trafik, end vi kan håndtere. Så må vi nok erkende, at vi må bede folk om at benytte sig af andre tilbud, som er annonceret«, siger han. Han understreger, at tilbuddet har været tænkt til alle ansatte på hovedbanegården og ikke kun politiet. Samtidig vil han ikke betegne burgerkuponerne som rabatkuponer. Det er 'huskesedler'. »Intentionen har været at få skabt en loyalitet blandt de mennesker, som arbejder inde på hovedbanegården«, siger han. I Politiken i torsdags berettede daglig chef hos McDonald's, Mette Jensen, at betjentene var særdeles begejstrede for de kuponer, der giver mulighed for at få to af burgerkædens slagnummer: Big Mac til halv pris. Båndudskrift Her er et båndudskrift af, hvad Mette Jensen fortalte: »De kommer dagligt og benytter sig af rabatten. Der har været betjente både i dag og i går. Vi giver dem en blok rabatkuponer ad gangen, og de kommer så og henter en ny blok, når de mangler nogen«, berettede Mette Jensen, der er glad for at have politiet som kunder. Betjentene, der står i køen, er nemlig flinke til at gribe ind, når der opstår ballade. Det billede genkender Station Citys tillidsmand, Claus Oxfeldt, ikke: »Hun løber med en halv vind, og jeg ved så ikke, om det er bevidst. Det sjove er, at ingen betjente kender hende«, siger han. 'Damage-control' Enhedslistens Line Barfod ser burgergigantens nye udmeldinger som et forsøg på 'damage-control'. »Det kan undre, at hende, der er daglig leder af restauranten, har en anden opfattelse af formålet med rabatten end det, som åbenbart er meningen fra McDonald's ledelse.« »Uanset hvad ledelsen nu siger, så har den daglige chef altså haft den opfattelse, at hun med rabatordningen kunne købe sig til mere politi. Og det er det, der har fået mig til at rejse sagen, at der ikke må være nogen i Danmark, der kan købe sig til mere politi. Det er en glidebane«. �

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her