Det nye havnebad på Islands Brygge i København blev mandag indviet. De seneste halvtreds år har københavnerne måttet leve uden badeanstalter. Ude på badebroen bliver den sidste savsmuld fejet sammen, mens livredderen tjekker udsigtsposten en ekstra gang. Oppe på kajen står forventningsfulde børn side om side med svedglinsende havneløver og ældre badenymfer med sivmåtter under armen og solbriller på næsen. Med stolthed i stemmen Beboerne på Islands Brygge har i mange år kæmpet for at få et havnebad, og det er derfor med stolthed i stemmen, at Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen, kan byde velkommen og erklære det nye havnebad for åbnet. »Jeg er glad for, at den mangeårige drøm nu er blevet en realitet. Men I får mig ikke til at hoppe i vandet«, siger Jens Kramer Mikkelsen og overlader i stedet indvielsen af svømmebassinet til ti udspringere, mens børnene på kajen tålmodigt venter på, at det kan blive deres tur. Ingen skrupler »Jeg kan næsten ikke vente«, siger Daniel på 12 år. Han står i badebukser og tripper sammen med sin jævnaldrende veninde Barbara og har ingen skrupler ved at skulle hoppe i det sorte vand. »Der er jo nogle livreddere, der holder øje med én, så hva' er der at være bange for?«, siger han. Lidt længere væk står 72-årige Kith Pedersen. Hun har valgt at lade badedragten blive derhjemme. Hendes krop er blevet for gammel til at hoppe i vandet, synes hun. Men hun mindes med glæde, hvordan hun som barn tilbragte hver eneste sommer på Islands Brygge med at pjaske rundt i havnen. Bademinder »Jeg er født og opvokset her på Islands Brygge og badede hver eneste sommer i havnen. Dengang var der to badeanstalter, Langebro og Rysensteen. Vi børn plejede at komme mest på Langebro. Rysensteen var lidt finere. Der kostede det ti øre mere at komme ind«, siger Kith Pedersen. »Selv efter at jeg blev gift, badede jeg meget hernede. Min mand og jeg plejede at hoppe i sammen. Vandet var ikke så rent, men det tog man ikke så højtideligt dengang«, siger hun. Bedre kloakker Den første badeanstalt i Københavns Havn blev bygget helt tilbage i 1785. Siden da dukkede der mange andre badeanstalter op. Blandt andet ude ved Svanemøllebugten, hvor der var plads til 4.000 tilskuere. De seneste halvtreds år har københavnerne imidlertid måttet leve uden badeanstalter, da vandforureningen har været for stor. Men nu er byens kloaksystem blevet forbedret, så alt vandet bliver renset, inden det bliver lukket ud i havnen. »Vandet i havnen er i dag lige så rent som ved andre danske badesteder. Derfor kan man roligt hoppe i«, siger miljøborgmester Winnie Berndtson. Kritiske røster Der har ellers været kritiske røster om, at det kan være sundhedsskadeligt at bade i vandet. Men Winnie Berndtson understreger, at det kun gælder, når der har været kraftige regnskyl. »To-tre gange på en almindelig sommer vil store regnskyl kunne få kloakkerne til at flyde over. Men i så fald vil livredderne hejse et rødt flag som et synligt signal til de badende om, at badestedet er lukket«, siger hun. Havnebadet, der har kostet to mio. kroner, vil være åbent hver dag fra klokken 11 til 19 til 1. september.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























