Miljøministre satser på klar tale

Lyt til artiklen

Klar tale og fede vibrationer. Det kan ifølge Europas miljøministre være med til at vende den truende fiasko til en succes ved det store FN-topmøde om bæredygtighed næste måned i Johannesburg. Derfor vil EU sammen med ansøgerne i øst og græsrodsorganisationer arbejde for, at Europas synspunkter og prioriteringer kommunikeres bedre ud til de andre FN-lande. De vil også prøve at overføre »den gode, frugtbare og optimistiske stemning« på det netop overståede miljøministermøde fra Sønderborg til Sydafrika. Det vil give større chance for at få USA og ulandene til at mødes på midten og nå en global aftale, hvor verdens fattige får mere bistand, frihandel og markedsadgang og til gengæld lover mere demokrati og - i lighed med resten af verden - miljøforbedringer. 'Bedre til at fortælle hvad vi vil' »Det er svært at overbevise folk om noget, de ikke helt forstår. Derfor skal vi blive bedre til at fortælle, hvad det præcist er, vi vil«, siger Hans Christian Schmidt (V), der får en central position i Johannesburg som formand for EU's miljøministre. Han peger blandt andet på EU's idé om et 10-årigt program for bæredygtig produktion og forbrug, hvor mere miljøvenlig teknolgi og mindre ressourceforbrug hos erhvervsliv og borgere skal sørge for, at økonomisk vækst slider stadig mindre på råstoffer og natur. Klare tal og tidsfrister »Vi skal have sat helt klare tal og tidsfrister på, for eksempel hvor meget forureningen skal falde i forskellige sektorer. Det vil også hjælpe til at genvinde ulandenes tillid til, at den rige del af verden er seriøs«, mener Schmidt, der regner med, at EU kan fremlægge et konkret programudspil på FN-topmødet. Også andre skridt til at gøre Europa mere bæredygtig blev drøftet på Sønderborgseancens sidste dag. De knap 30 miljøministre, der deltog i mødet, var enige om, at man stadig er langt fra at nå egne mål, blandt andet inden for kemikalier, klimaændringer og biologisk mangfoldighed. Bønder og fiskere skal have mindre De påpegede behovet for, at de massive subsidier til EU's bønder og fiskere reduceres og talte også om et minimumsniveau for miljøafgifter. Begge dele kræver dog velsignelse fra EU's regeringschefer og integration af miljø med andre fagområder. Ministrene vil derfor arbejde for, at miljø integreres i så mange politikområder som muligt, og at rådsmøder i EU i højere grad holdes med ministre fra flere fagområder, så for eksempel både transportministrene og miljøministrene er til stede, når Europas tætte trafik diskuteres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her