V: Banker savner moral

Lyt til artiklen

Bankerne skal opføre sig anstændigt. Så enkelt lyder opskriften fra Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech til fremover at forhindre, at en efterlevende pludselig står uden penge til husleje efter ægtefællens død. Banker lukker for fælleskontoen efter ægtefællens død, indtil boet er gjort op. Det siger loven, men Politiken kunne søndag beskrive, hvordan det sker, uden at bankkunderne var blevet informeret. Kortet spist I et tilfælde blev hævekortet slugt i en af Danske Banks automater, og så stod Annette Hegelund fra Albertslund uden penge fire dage efter mandens død. »Når der er to kunder, så bør man da informere om deres retsstilling og sikre sig, at de har forstået, hvad der kan ske, når den ene dør. Det er simpelthen for ringe. Jeg bliver jo selv hjemsøgt af alle mulige skrivelser fra banken, om alt det de kan gøre for mig, men det kan de altså bare ikke, når det kommer til stykket«, siger Rønn Hornbech. Dårlig bankmoral Hun vil ikke være med til at ændre lovgivning. Bankerne skal bare se at komme i gang med at informere deres kunder ordentligt. »De skal i detaljer, når de indgår kontrakt med to kunder, sikre sig, at de er indforstået med, at der omgående bliver lukket for det varme vand. Det er klart, at banken må tage hensyn til boet - det kan ikke være anderledes - men de må sikre, at folk har forstået det. Det er overhovedet ikke noget Folketinget skal blande sig i ved lovgivning. Det er ganske simpelt dårlig bankmoral«, siger hun. Ingen klager Underdirektør i Danske Bank Thomas Mitchell siger, at han ikke kan huske, at banken overhovedet har haft klager af den slags. »Det står meget klart beskrevet i vores forretningsgang, at vi skal udvise konduite og have forståelse for den situation, som den efterladte er landet i«. Hvad betyder det? »Det betyder at give mulighed for en lille kredit eller overtræk til en fornuftig rente. Det vi måske kan blive bedre til - og det er vi godt klar over - er naturligvis at forklare konsekvenserne for kunderne, når de laver en fælleskonto. Men så kan der jo nemt gå 20-30 år, før situationen opstår. Kan man så huske det?« Vi opfører os ordentligtBirthe Rønn Hornbech mener, at I ganske enkelt opfører jer for dårligt? »Det mener jeg ikke, at hun har ret i. Vi forsøger at opføre os ordentligt og personligt har jeg ikke kendskab til nogle klagesager«, siger han. Vil det sige, at sagen om Annette Hegelund er et enkeltstående tilfælde? »Det vil jeg vove at påstå«, lyder det fra Thomas Mitchell. Opfordrer til separate konti Daglig leder af medlemsafdelingen i Ældre Sagen, Gitte Clausen, berettede til Politiken Søndag om, at problemet er blevet så stort, at Ældre Sagen er begyndt at opfordre folk til at oprette separate konti. Samtidig opfordrede hun bankerne til at gøre mere ud af information over for kunderne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her