Alt for mange mennesker forsøger at misbruge asylsystemet. Søndag kom den opsigtsvækkende konstatering fra FN, og søndag bliver den så fulgt op af Dansk Flygtningehjælp. »Det kaster et skær af mistænksomhed over den samlede gruppe, når man kan få en fornemmelse af, at de, som søger asyl, nok fusker. Det er uheldigt, når det ikke er tilfældet for mere end halvdelen af tilfældene«, siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, til TV 2-Nyhederne. Glade borgerlige
Meldingen kommer efter, at cheftalsmanden i FN, Kris Janowski, i Politiken Søndag konstaterede, at mange flygter fra fattigdom og dermed slet ikke er rigtige flygtninge. FN opfordrer samtidig de vestlige til at gøre noget, inden modstanden mod flygtninge vokser yderligere.
Udmeldingerne fra de to organisationer - som i årevis har krævet, at der blev gjort mere for flygtninge, bliver modtaget med kyshånd herhjemme. Specielt fra de borgerlige. 'Det har vi sagt i 15 år'
Integrationsminister Bertel Haarder (V) mener, at det blandt andet handler om, at flere flygtninge skal blive i deres nærområder. Det er Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech fuldstændig enig i.
»Det FN siger nu, har vi andre jo sagt i 15 år«, siger hun og kommer så med sit eget forslag, der betyder, at alle flygtninge skal samles i nærområder. Herfra kan de dygtige og de syge midlertidigt komme videre til Vesten. 'Vi kan tage de dygtige og de syge'
»Vi skal internationalt lave aftaler gennem FN om kvoter, og så vil du dernede i flygtningelejren få lavet en visitering. Vi kan så tage imod de dygtige og de syge. De dygtige skal vi lave kontrakter med, så de kommer herop, får en uddannelse, så de er i stand til at komme hjem og genopbygge landet«, siger Rønn Hornbech.
Det vil samtidig betyde ens asylregler, når visiteringen alene foregår nede i flygtningelejren i nærområdet. Ingen asylansøgere må selv rejse til Danmark - de skal i givet fald sendes tilbage til nærområdet:
»Du sparer jo - ud over at forsørge dem i landene her - det meget kostbare administrationssystem, fordi du kan behandle sagerne ens. Dermed undgår du også asyl-shopping, hvor de spiller det ene land ud i mod det andet. Hvis det virkelig kunne blive gennemført, så ville der igen brede sig en stemning, som dengang vi fik flygtninge fra Ungarn«.
Vil et stort antal mennesker så ikke strande i flygtningelejre, hvor deres liv er sat på standby?
»Det korte af det lange er, at man er nødt til at foretage et valg på grund af knappe ressourcer. Man tjener samlet set den tredje verden bedst på denne måde«, siger Rønn Hornbech.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























