»Godt for dit hjerte« eller »styrker knoglerne«. Det er nogle af de budskaber, danske forbrugere i fremtiden vil kunne blive mødt med, når de køber ind. EF-domstolens generaladvokat har i en foreløbig kendelse kendt det østrigske forbud mod de såkaldte sundhedsanprisninger for at være i strid med EU's regler. Sagen er anlagt af EU-kommissionen mod Østrig, men Danmark er gået ind på Østrigs side, fordi de to lande begge har et generelt forbud mod at sælge fødevarer med argumenter om, at de for eksempel kan modvirke sygdomme eller er gode for sundheden. De danske myndigheder mener, at det vigtigste er, at borgerne spiser sundt og varieret i stedet for at falde for bestemte produkter. Den endelige dom bliver afsagt sidst på året, men det er en principiel sag, der også kan få betydning for de danske regler, siger Knud Østergaard, chef for det internationale sekretariat i Fødevaredirektoratet. »Hvis kommissionen vinder, kan det få konsekvenser for vores lovgivning, og vi er gået ind i sagen, fordi vi er nervøse for, at de danske regler kommer under pres«, siger han. Også i Forbrugerrådet er der bekymring. »Erfaringerne fra udlandet viser, at sundhedsanprisninger ofte er mere vildledende end vejledende«, siger afdelingschef Villy Dyhr. Vigtig sag for Danmark Knud Østergaard ønsker ikke at kommentere den foreløbige kendelse, men understreger, at det er en vigtig sag for Danmark: »Det er regeringen, der beslutter at gå ind i sådan en sag, fordi den ønsker, at vi skal slå et slag for at bevare den danske forståelse af reglerne«. Danmark mener, at landene med EU's mærkningsdirektiv godt kan udstede et forbud mod sundhedsanprisninger. Men det forhindrer den frie bevægelighed af varer, mener Catherine Bunyan, der er talsmand for EU's forbrugerkommissær. »Vi har anlagt sagen, fordi de østrigske regler er mere restriktive end EU's regler, og det er en barriere mod den frie bevægelighed af varer«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























