Danmark har alt for mange små kommuner, og amterne bør helt afskaffes. Det mener et flertal af danskerne ifølge en Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske Tidende. 53 procent af befolkningen ønsker, at der sker sammenlægninger af de nuværende 275 kommuner. 33 procent mener, det er en dårlig idé, mens 14 procent er i tvivl. Samtidig mener hele 58 procent, at amterne skal erstattes af to-tre regioner, som primært tager sig af sygehusene. Kun 32 procent mener, det er en dårlig idé. Geografiske forskelle Tallene viser også, at det især er borgerlige vælgere, som går ind for færre kommuner og nedlæggelse af amterne. Rent geografisk er sydjyderne mest positive over for at bryde kommunegrænser ned, mens vestjyderne er de mest skeptiske. Frivillighed Formand for Kommunernes Landsforening, borgmester Ejgil W. Rasmussen (V), mener, at kommunesammenlægninger skal ske ad frivillighedens vej. Amtsrådsforeningen (ARF) vil gerne diskutere amternes fremtidige skæbne. Foreningens formand, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard (V), Roskilde Amt, frygter, at en nedlæggelse af amterne vil gå ud over det lokale demokrati.
Gallup: Flertal ønsker færre kommuner
Lyt til artiklen