Venstre vil uddele bøder på minimum 500 kroner til mennesker, der smider deres affald i skove, på strande, i grøftekanter eller andre steder i naturen. Som med parkerings- og fartbøder skal det kunne ske, uden at domstolene bliver indblandet. »Jeg mener, at vi skal bruge miljøbeskyttelsesloven til at udstede konkrete bøder, så folk holder op med at smide skidt og møg i naturen«, siger formanden for Folketingets Miljøudvalg, Eyvind Vesselbo (V). Politiet siger, at det bliver svært at håndhæve. Kan du forestille dig, at politiet render rundt ude i skoven for at uddele bøder? »Nej, men juristerne må formulere reglerne, så andre kan føre opsyn og uddele bøder«, siger Eyvind Vesselbo og peger på, at det allerede i dag er tilfældet med parkeringsbøder. Med i Venstres kampagnepakke imod skovsvin er også, at de bøder, kommunerne indkradser, skal bruges til oprydning, og Eyvind Vesselbo kan allerede pege på arbejdskraften. »Kommunerne kan bruge asylansøgerne til at rydde op på strandene og i skoven«, siger Eyvind Vesselbo. Undren i SF SF's miljøordfører, Jørn Jespersen, er dybt forundret over forslagene fra Eyvind Vesselbo. »Jeg håber ikke, at det er det eneste, Eyvind Vesselbo har tænkt på i sin sommerferie. Hvis man endelig vil indføre brugerbetaling på miljøområdet, så kunne man passende starte med de politikere, der for nylig har forringet miljøets tilstand mere, end nogen havde tænkt muligt«, siger Jørn Jespersen med adresse til VK-regeringen og Dansk Folkeparti, der med finansloven har reduceret den danske miljøindsats med flere milliarder kroner. »Det her er en god sag, hvor folk selv kan gøre noget«, fastholder Eyvind Vesselbo og påpeger, at problemet med skovsvineri er størst i de kommuner, der opkræver affaldsgebyr afhængigt af, hvor mange kilo affald der er i skraldespanden. »At smide ting i naturen er noget forbandet svineri, men jeg vil hellere være med til at indrette afgiftssystemet mere praktisk end at uddele bøder«, siger Jørn Jespersen. »Hvis vi skal uddele bøder, så er det vel også mere oplagt at rette blikket mod de danske spritfabrikker, der lige har ødelagt Tryggevælde Å«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























