Tæt trafik på indfaldsvejene til de store danske byer koster samfundet milliarder. Det viser nye beregninger fra konsulentfirmaet Cowi, der for første gang analyserer de samlede økonomiske konsekvenser af trængslen på et sammenhængende vejnet. »Jo flere biler på vejene, jo langsommere kan vi køre, og jo mere arbejdstid og fritid mister vi. På mange indfaldsveje er trafikken i myldretiden over kapacitetsgrænsen, og så vokser trængselsproblemet eksplosivt med blot få ekstra biler«, siger udviklingschef Niels Buus fra Cowi, der får støtte til Projekt Trængsel fra Trafikministeriet. For eksempel koster det ifølge Cowi samfundet 7-8 kroner per kilometer for hver bil, der snegler sig frem på indfaldsvejen Ellebjergvej i det sydvestlige København i myldretiden. Samlet bliver det årligt til 10-15 millioner kroner. I tallet indgår i modsætning til tidligere undersøgelser både tabt arbejdstid, tabt fritid, og at mange bilister tager ekstra tidligt af sted, fordi de regner med, at der er kø. Tabt arbejdstid er den timebetaling, bilisterne får på deres job - en tid, de kunne have brugt til gavn for samfundsproduktionen. Tabt fritid er den sum penge, bilisterne ifølge interviewundersøgelser er villige til at betale ekstra, eksempelvis i skat eller afgifter, for at komme hurtigere frem. »Trafiktrængslens omkostninger for samfundet bør fylde lige så meget i den politiske debat som bilernes luftforurening. Alene for Storkøbenhavn handler det formentlig om millliarder af kroner«, siger Niels Buus. Og så har man ikke engang medregnet øgede sundhedsudgifter til utålmodige bilister, der koger over af stress som følge af trafikpropper. Det er især de seneste fem år, at kødannelser og forsinkelser er blevet hverdag for mange danskere. I den periode er biltrafikken på flere indfaldsveje mod de større byer ifølge Vejdirektoratet steget med op mod 30 procent. »Selv om folk stadig mange steder i udlandet lever med trafik, der er langt værre, er det påfaldende, at Danmark endnu ikke har indført nogle instrumenter til trafikregulering, for eksempel kørselsafgifter i myldretiden eller en speciel hurtig bane til de biler, hvor der er mere end en person i«, mener trafikforsker Uffe Jacobsen. Ligesom Cowi peger han på, at politikerne kan vælge mellem at udbygge vejnettet eller begrænse trafikken, for eksempel ved at indføre parkeringsrestriktioner og kørselsafgifter, og få folk til at bruge cykel, kollektiv trafik, delebiler eller arbejde hjemme. EU-kommissionen kommer om få måneder med et forslag, der skal begrænse biltrafikken ved at indføre kørselsafgifter og bruge pengene til blandt andet at styrke jernbanen og vandvejene. Ifølge kommissionen vil omkostningerne ved ventetid i bilkøer i de 15 medlemslande fordobles de næste ti år til 600 milliarder kroner. Trafikminister Flemming Hansen (K) vil først forholde sig til Cowis beregninger, når den endelige rapport foreligger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























