København bærer selv en stor del af ansvaret for problemerne med trafikpropper og sneglefart, mener miljøorganisationen Noah. Noah påpeger, at København i sin kommuneplan har indskrevet, at der for hver 100 etagekvadratmeter, der bygges, skal være én parkeringsplads. Det er tre gange flere p-pladser, end det såkaldte Tengvadudvalg under Trafikministeriet anbefalede i den store redegørelse om hovedstadsområdets trafik. Og mere end dobbelt så meget, som de fleste større byer i for eksempel Holland arbejder med. 10.000 nye P-pladser Samlet er der bygget 10.000 nye parkeringspladser inden for de seneste ti år, primært til pendlere i forbindelse med erhvervsbyggeri. Og kommunen har planer om yderligere titusinder i forbindelse med nye byggerier og lokalplaner. »Alle undersøgelser viser, at der med flere parkeringspladser bliver flere, der tager bilen ind til byen«, påpeger talsmand Ivan Lund Pedersen fra Noah. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) eller bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V), men planchef i Københavns Kommune Holger Bisgaard siger, at kommunen er nødt til at lave så mange p-pladser. »Kun hvis den kollektive trafik er et realistisk alternativ, kan vi skære ned på normeringen for p-pladser. Men det er den altså kun få steder, for eksempel i Ørestaden«, siger han. Investering i kollektiv trafik Holger Bisgaard mener, at den danske stat i modsætning til lande som Holland og Østrig ikke investerer nok i kollektiv trafik, men afdelingschef i Trafikministeriet Kurt Lykstoft sender aben tilbage til kommunen. »Det er noget skinbarligt vås. Staten har siden midten af 1990'erne investeret 12 milliarder kroner i metro-stationer og nye S-tog, der både forbedrer kvaliteten og kapaciteten på den kollektive trafik. Og busdriften har vi ikke ansvaret for længere«, siger Kurt Lykstoft. Afdelingschefen fremhæver også investeringspakken fra i fjor med udbygning af motorvejene i hovedstadsområdet og afsnittet i regeringsgrundlaget om en generel indsats over for trængselsproblemer i trafikken, især i hovedstaden. »Det indbefatter selvfølgelig også kollektiv trafik«, lover Kurt Lykstoft. Også Københavns Kommune er på vej med en stor trafik- og miljøhandlingsplan.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























