Regering vil gribe ind mod stigende bilpriser

Lyt til artiklen

Regeringen er klar til at gribe ind, hvis biler bliver uventet dyre til efteråret. Skatteministeren, der hidtil har villet afvente en rapport til foråret, siger nu, at sagen kan fremskyndes, som de Konservative, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ønsker. Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) har hidtil sagt, at han ville vente på en rapport, der kommer i sagen til foråret. »Det er selvfølgelig ikke hensigten, at staten skal tjene tykt på stigende bilpriser. Derfor er udvalget vedrørende omlægning af registreringsafgiften også parat til et udspil, så snart det bliver nødvendigt«, siger skatteministeren. Han siger, at regeringen ikke vil vente med at gribe ind til foråret, hvis et indgreb er nødvendigt før. Men advarer om, at der i øjeblikket ikke er meget viden om, hvilken effekt EU's reform af konkurrencen på bilmarkedet vil få på priserne. K ønsker hurtig reform Svend Erik Hovmand ønsker derfor at fare forsigtigt frem modsat de Konservative, hvis skatteordfører har krævet en hurtig reform i stedet for at vente på en rapport til foråret. »Jeg er bange for, at det bliver for sent, når man står med så stort et problem. Derfor er vi nødt til at være meget hurtigt ude«, siger Charlotte Dyremose (K) ifølge Ritzau. Hun har et flertal bag sig, for også Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ønsker at handle nu. »Vi forstår ikke, at skatteministeren vil undersøge det en gang til. Det er veldokumenteret, og vi mener, at det er uacceptabelt med de bebudede prisstigninger«, siger skatteordfører Jacob Buksti til Ritzau. Han efterlyser en offensiv løsning, der gør det billigere at købe bil, men dyrere at køre i den. Dansk Folkeparti ønsker at lægge bilafgifterne om, så priserne falder, og danskerne dermed får råd til at skifte deres gamle biler ud. EU-reform på bilmarkedet Problemet er opstået i kølvandet på en ny EU-reform, der betyder et farvel til en særlig undtagelse for bilforhandlere, der har kørt med egne kartellignende spilleregler. Hidtil har bilfabrikkerne solgt biler særligt billigt til forhandlerne i Danmark, fordi de høje danske afgifter ellers ville gøre biler uopnåeligt dyre i Danmark. Til gengæld har service og reservedele været dyre. Planen fra EU vil sikre billigere reservedele i Danmark, og derfor vil forhandlerne kompensere ved i stedet at sætte prisen på nye biler op. Prisstigninger på mellem 10 og 40 procent er bebudet til efteråret, og Foreningen af Danske Motorejere, FDM, har overfor Ritzau anslået, at en ny mellemklassebil til 200.000 kroner vil stige med 50.000 kroner.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her