Amterne vil nu tilbyde gratis behandling til alle, der også ønsker at få barn nummer to ved hjælp af kunstig befrugtning. Den såkaldte halvandet-barns-politik går ud på, at man kan vende tilbage til klinikken og få sat overskydende befrugtede æg fra den første behandling op kvit og frit - dog senest to år efter nedfrysningen af æggene. Forslaget er en markant ændring i forhold til den nuværende praksis, hvor de offentlige fertilitetsklinikker - bortset fra i Roskilde, Vestsjælland og Storstrøms Amter - kun tilbyder gratis behandling til at få ét barn. Starter ikke forfra »Men der bliver ikke tale om, at lægerne starter hele processen med kunstig befrugtning forfra. Det handler om, at man lige så godt kan udnytte de overskydende og nedfrosne æg og give folk chancen for at få et barn mere«, siger formanden for Amtsrådsforeningens sygehusudvalg, amtsborgmester Bent Hansen, Viborg (S). Bent Hansen fremhæver, at det er sund fornuft at bruge de allerede befrugtede æg i et nyt forsøg. Og det er billigt: Ideen gør, at barn nummer to kun kommer til at koste det offentlige 6.000 kr. »Vi ved godt, at det for mange vil være meget hurtigt at skulle blive gravid igen inden for to år. Men det er loven, der sætter grænsen for nedfrysning af befrugtede æg. Vi er derfor i Amtsrådsforeningen blevet enige om at henvende os til Folketinget for at opfordre politikerne til at ændre loven, så det bliver muligt at opbevare de nedfrosne æg i længere tid«, siger Bent Hansen. En god idé Fertilitetslægernes formand, overlæge, dr.med. Anders Nyboe Andersen, Rigshospitalet, synes, amternes beslutning er en god idé. »Med dette forslag stadfæster amterne i virkeligheden den praksis, der allerede er mange steder i landet. Vi går nemlig ikke og smider æggene væk, og mange klinikker giver faktisk allerede parrene en chance for at blive gravide med barn nummer to ved hjælp af kvindens egne overskydende æg. Det helt store arbejde er jo allerede lavet«, siger Anders Nyboe Andersen. Han støtter også forslaget om længere tids nedfrysning af befrugtede æg. »Til en begyndelse ville en udvidelse fra to til tre år være fornuftigt og et stort biologisk fremskridt til gavn for patienterne. Meget længere er der foreløbig ikke grund til at bevæge sig«, siger Anders Nyboe Andersen. Mange går i panik Selv om de nedfrosne æg er befrugtede, er der ikke tale om, at de på nogen måde udvikler 'liv' eller begynder at vokse under nedfrysningen. Æggene ligger i flydende kvælstof ved minus 196 grader De fleste lande i Europa har en nedfrysningstid på mellem 3 og 5 år. Mange par går i panik og søger straks fertilitetslæge hvis graviditeten udebliver, men kunstig befrugtning er ikke altid den bedste løsning. Ny forskning viser, at langt de fleste raske par faktisk bliver gravide på naturlig måde senest i løbet af det andet år.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























