Krav om lavere afgift på svovlfattig diesel

Lyt til artiklen

I disse dage begynder Statoils raffinaderi i Kalundborg at producere diesel stort set uden svovl. Hvis danske bilister og vognmænd tager det mere miljøvenlige brændstof til sig, vil det give renere luft og færre dødsfald. Spørgsmålet er imidlertid, om de danske tankstationer kommer til at forhandle den nye diesel. Oliebranchen har bedt regeringen om at lempe afgiften på det nye produkt for et beløb på omkring 250 millioner kroner. Kontorchef John Fuhrmann fra Skatteministeriet bekræfter henvendelsen. »Vi er i gang med at regne på priser og miljøforhold«, siger han. Shell på vej med renere diesel Også Shellraffinaderiet i Fredericia er på vej med den renere diesel, hvor indholdet af svovl er nedsat fra 50 til under 10 milliontedele (ppm). Informationschef Søren Bjelka fra Statoil siger, at Danmark fra årsskiftet kan forsyne sig selv med svovlfattig diesel, hvis den som i Tyskland bliver favoriseret med en lavere afgift end den, der gælder for diesel i dag. Ifølge Søren Bjelka vil det for tankstationerne være et spørgsmål om enten at sælge den gamle eller den nye type brændstof. »Der er ikke plads til en ekstra stander«, påpeger Søren Bjelka. Uden en lavere afgift vil Statoil eksportere diesel for eksempel til Tyskland og England. Økologisk Råd: God idé Sekretariatsleder Christian Ege fra Det Økologiske Råd mener, at »det vil være en rigtig god idé« med en lavere afgift på den svovlfattige diesel. Ved samtidig at sætte afgiften på den 'gamle' diesel op kan det gøres økonomisk neutralt for staten, mener Det Økologiske Råd. »Erfaringerne fra pinsepakken viste, at man på den måde kan flytte hele markedet ganske hurtigt«, siger Christian Ege. Han påpeger i øvrigt, at en af styrkerne ved den nye type diesel er, at den baner vej for brug af partikelfiltre på busser, lastvogne, taxaer og andre køretøjer. Dermed kan byernes luft slippe for større udslip af de ultrafine partikler, der hvert år mistænkes for at være skyld i flere hundrede dødsfald alene i Danmark. Råd foreslår krav om filtre Færdselsstyrelsen har netop lagt sidste hånd på en rapport om forsøg med partikelfiltre på køretøjer i Odense. Trafikminister Flemming Hansen (K) glæder sig over, at det nu er teknisk muligt at løse et af byernes store miljøproblemer. Det Økologiske Råd efterlyser handling i form af krav om montering af filtre. »Vi har længe påpeget, at vi ikke kan vente på EU-direktiverne, som først træder i kraft fra 2006 og kun for nye køretøjer«, siger Christian Ege. Statoil har investeret 400 millioner kroner i at fjerne svovl fra dieselolien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her