Trods et kraftigt fald i antallet af asylansøgere er Nysted Kommune på Falster og Sydlangeland Kommune i tætte forhandlinger med Udlændingestyrelsen om at overtage de to asylcentre, som Dansk Røde Kors i dag driver i de pågældende kommuner. Det har længe været Udlændingestyrelsens ønske, at flere kommuner skulle drive asylcentre, og nu har styrelsen tilladt, at kommuner kan beholde overskuddet, hvis ikke de bruger alle de udbetalte statspenge til driften. Det er tilfældet i Hanstholm, der som den foreløbig eneste kommune i landet driver et asylcenter. »Vores forudsætning for at skrive kontrakt med Udlændingestyrelsen var, at det ikke måtte koste skatteyderne en krone. Så det betyder selvfølgelig, at vi forventer et overskud. Aftalen er, at overskuddet skal gå ned i kommunekassen«, siger Hanstholms borgmester Ejner Frøkjær (S). Både Nysted og Sydlangeland Kommuner ønsker at overtage driften af asylcentrene for blandt andet at skabe kommunale arbejdspladser. Mens Nysted ikke regner med et overskud, har det spillet ind i overvejelserne i Sydlangeland Kommune. »Vi ønsker først og fremmest at skabe kommunale arbejdspladser, men får vi et overskud, er det også fint«, siger borgmester i Sydlangeland Kommune, Knud Gether (Borgerlisten). Asylchef i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz, er imod, at kommunerne skal have lov til at beholde den del af driftsmidlerne til asylcentrene, som de ikke bruger. Dansk Røde Kors, der driver hovedparten af landets asylcentre, skal betale hver en øre tilbage, som organisationen ikke bruger. Sidste år førte det til, at Dansk Røde Kors tilbageførte 42 millioner kroner til staten. »Man skal drive asylcentre ud fra humanistiske principper og ikke for at tjene penge på andres nød«, siger Jørgen Chemnitz. Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) mener, det er nødvendigt med en økonomisk gevinst. »Ellers er der ikke den fornødne motivation. Men vi skal naturligvis holde øje med udgiftsudviklingen, så staten får mest muligt for pengene. Hvis Røde Kors ønsker det, er jeg åben over for at give dem samme vilkår, som gælder for kommunerne«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























