DF redder kommuneaftale

Lyt til artiklen

Regeringen kommer til at betale flere hundrede mio. kr. mere end beregnet for at sikre flertal for den netop indgåede aftale med landets amter og kommuner om næste års økonomi. Hårdt presset gav regeringen mandag et skriftligt løfte til Dansk Folkeparti (DF) om at genoprette de svageste pensionisters tillæg til tænder, fodpleje, diætkost og briller fra næste år. Dermed kan regeringen regne med et ja fra DF, når finansudvalget i dag stemmer om aftalen. »Vi har fået en sikkerhed for, at vi ikke skal ud i en forhandling om det helt fundamentale, nemlig om det her problem overhovedet skal løses. Det er en fastlagt kendsgerning, at det skal genoprettes i forhold til den nedskæring, der er sket i forhold til de dårligst stillede pensionister. Det betyder, at vi vil kunne stemme for«, siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF). Løftet indebærer samtidig, at DF frit kan kræve andre indrømmelser under efterårets finanslovsforhandlinger. Oplysningerne bekræftes i Finansministeriet, men det var mandag ikke muligt at få finansminister Thor Pedersens (V) kommentar. DF utilfreds med manglende tillæg til ældre Siden forhandlingerne med kommunerne blev afsluttet forrige fredag, har Dansk Folkeparti brokket sig højlydt over, at problemet med de personlige tillæg ikke indgik som en del af aftalen. Sidste år brugte kommunerne 122 mio. kr. mindre end budgetteret på pensionisternes personlige tillæg, hvilket svarer til en nedgang i forhold til 1999 på 20 procent. Både Ældre Sagen og en samlet opposition har hårdt kritiseret kommunernes strammede kriterier for tildeling af personlige tillæg, men regeringen har hidtil afvist at inddrage disse i kommuneforhandlingerne. Beløb ikke aftalt Endnu er der ikke fastlagt et konkret beløb til genopretning af de personlige tillæg, men Kristian Thulesen Dahl tøver ikke med at love et trecifret millionbeløb til pensionisterne. »Vi snakker om flere hundrede mio. kr. til de dårligst stillede pensionister, men det er meget svært at sige, hvad man konkret vil lande på«, siger Kristian Thulesen Dahl. Socialdemokratiet stemmer i mod eller blankt Det har længe stået klart, at DF skulle levere de afgørende stemmer til økonomiaftalen. Socialdemokratiet har offentligt flirtet med tanken om at følge venstrefløjen og stemme imod økonomiaftalen. Valget står mellem at stemme blankt eller stemme imod, og mandag aften havde kommunalordfører Ole Stavad (S) ikke gjort sin stilling op. »Vi vil stadig gerne se svar på de mange meget væsentlige spørgsmål, der er stillet, så jeg vil ikke melde noget firkantet, før jeg har hørt fra regeringen«, sagde Ole Stavad i mandag aften. DF-kritik af regeringen Dansk Folkeparti tilslutter sig dog ikke økonomiaftalen kritikløst. Bl.a. vil partiet forsøge at få Socialdemokratiet med på at forsyne aktstykket med en såkaldt påtegning, der kritiserer regeringen for at inddrage spørgsmålet om folkeskolens holdstørrelser og engelskundervisning i økonomiaftalen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her