Dansk Folkeparti kræver at regeringens nye sociale råd holder fingrene fra udlændingepolitikken. Kravet kommer efter, at rådet har udtalt hård kritik af den nye lave starthjælp for flygtninge og indvandrere. Men den konservative udlændingeordfører, Lars Barfoed, hilser rådets kritik velkommen. Dansk Folkeparti vil have socialminister Henriette Kjær (K) til at pålægge regeringens nye sociale råd at holde fingrene fra udlændingepolitikken. DF: Utidig indblanding Dansk Folkeparti reagerer efter, at rådet som en af sine allerførste embedsgerninger udtaler hård kritik af den nye lave starthjælp for flygtninge og indvandrere. Dansk Folkepartis socialordfører, Pia Kristensen, affærdiger rådets advarsel som "utidig indblanding" og forlanger, at rådet kun beskæftiger sig med sociale problemer for "alkoholikere, narkomaner og hjemløse". »Beslutningen om starthjælpen er en politisk beslutning. Det er ikke det sociale råds opgave at blande sig«, siger Pia Kristensen til Ritzau. Råd frygter social udstødelse Det sociale råd frygter, at socialt svage flygtninge og indvandrere skal blive hængene i den lave socialhjælp i flere år og ikke komme videre i job. Dermed kan starthjælpen skabe en ny gruppe socialt udstødte. Rådet er nedsat i forbindelse med finanslovsforliget mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og erstatter en række råd og nævn på det sociale område. Konservative tilfreds med kritikken Men mens Dansk Folkeparti er utilfreds med rådets kritik af starthjælpen, hilser den konservative udlændingeordfører, Lars Barfoed, kritikken velkommen. »Rådet er netop nedsat for at holde øje med det sociale område og for at være kritisk. Så det er både velkomment og rigtigt, at rådet gør præcis det«, siger Lars Barfoed i dag til Politiken. Radikale og Kristelig Folkeparti kritiserer DF Også Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti forsvarer det sociale råds ret til at udtale sig om udlændingepolitikken. Elsebeth Gerner Nielsen fra det Radikal Venstre opfordrer socialministeren til at "sætte sin forligspartner på plads", og affærdiger Dansk Folkepartis angreb som "typisk for Dansk Folkeparti". Folketingsmedlem, Tove Videbæk, fra Kristeligt Folkeparti, betragter Dansk Folkepartis kritik af det sociale råd som led i en kampagne mod politiske modstandere og henviser til, at Dansk Folkeparti også vil registrere "venstreorienterede" journalister på Danmarks Radio.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























