Falcks Redningskorps lægger i ellevte time et pres på politikerne i Vejle Amt for at forhindre, at amtsrådet i dag beslutter at give Falck konkurrence på ambulancekørsel - og dermed lægger op til et landsdækkende brud på Falcks monopol på ambulancekørsel. Hvis Vejle Amt åbner for konkurrence for at spare 10 mio. kr., kan det blive dyrt for andre amter, mener Falck. Holder på redderne Samtidig vil redningskoncernen forsøge at holde på Falckredderne, selv om opgaven med at køre ambulance overgår til en anden ambulancetjeneste, der dermed kan få besvær med at skaffe kvalificeret personale. Det fremgår af et brev, som Falcks redningsdirektør, Allan Søgaard Larsen, har sendt til samtlige medlemmer af Vejle Amtsråd forud for amtsrådets møde i dag. Kommuner vil byde Både borgmestre og ledelsen af de kommunale brandvæsener i Vejle, Fredericia og Horsens har erklæret sig villige til at give tilbud på ambulancekørsel i Vejle Amt, og et enigt økonomiudvalg har indstillet til amtsrådet, at opgaven skal sendes i udbud. Normalt følger personalet med, når en offentlig opgave som buskørsel eller rengøring går fra et selskab til et andet ved et udbud. Borgmester tror ikke sine egne ører Men Falckredderne »besidder så mange andre generelle kompetencer, at Falck vil være interesseret i at fastholde disse velkvalificerede medarbejdere til varetagelse af andre funktioner«, skriver Falck i brevet. Det kan viceamtsborgmester Bent Bechmann (K) dog ikke forestille sig, at Falck mener alvorligt. »Jeg kan ikke forestille mig, at en effektivt drevet virksomhed vil beholde medarbejdere, hvis de mister arbejdsopgaven. Det vil da i så fald være en bekræftelse på, at så tjener Falck søren danseme' for mange penge«, siger Bent Bechmann, der ikke er blevet skræmt af Falcks brev, selv om han erkender, at der er tale om en politisk meget ømfindtlig sag. 'Omvendt privatisering' »Det er jo en omvendt privatisering, som vi normalt ikke går ind for, men det kan være nødvendigt, hvis der er udviklet et monopol som det, Falck har fået. Alt det materiale, jeg har fået, tyder på, at prisen ikke er den rigtige. Og den klassiske måde at afprøve prisen på er ved at gennemføre et udbud«, siger Bent Bechmann. Vejle betaler i dag 63 mio. kr. for Falcks ambulancekørsel, og en arbejdsgruppe i Vejle Amt har beregnet, at amtet kan spare mindst 10 mio. kr. ved at skabe konkurrence. Men det arbejde bygger på »faktuelle fejl og misforståelser«, og det bevæger sig på »kanten af injurier«, skriver Falck i brevet. 'Skræmmebilleder' Formanden for Venstres gruppe, Arne Sigtenbjergaard, siger, at det er naturligt, at man forsøger at »stille skræmmebilleder op, hvis man bliver gået for nær«. »Men jeg er ikke enig i, at det vil blive så slemt, som Falck har lagt op til«, siger Venstreformanden, der ikke synes, at amtet har andre muligheder end at sende ambulancekørslen i udbud, når der kan spares et tocifret millionbeløb. Amterne følger i dag en standardaftale med Falck, som Amtsrådsforeningen har indgået. Truer med at sætte prisen op Falck har under et møde med Vejle Amts embedsmænd givet udtryk for, at det kan betyde »øgede omkostninger for nogle amter«, hvis et amt trækker sig ud af standardaftalen. I det nye brev skriver redningsdirektøren direkte, at hvis Vejle Amt vælger at sende opgaven i udbud, må standardaftalen »betragtes som værende ude af kraft«. Det er dog i strid med den godkendelse, som Konkurrencestyrelsen i 1999 gav aftalen: Ebbensgaard: Ligner truende adfærd »Godkendelsen blev givet ud fra, at det skulle være frivilligt for hvert amt. Det blev præciseret dengang«, siger fuldmægtig Lotte Bredahl Fogh fra Konkurrencestyrelsen, der følger sagen med interesse. Formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard, siger, at det kan ligne »truende adfærd« fra Falck, men det vil han helt lade kollegerne i Vejle Amt om at afgøre. Falck ønskede ikke at kommentere brevet i går.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























