EU-borgere ønsker ny linje

Lyt til artiklen

De indgreb over for indvandringen til Europa, der står øverst på dagsordenen for EU's topmøde i dag, er ikke et folkekrav. Et flertal i Europa ser indvandrerne som en berigelse, og de ser ingen grund til flere stramninger. Hver syvende EU-borger (14 procent) tilhører gruppen af såkaldt »intolerante«, der støtter planerne om skrappere adgangsbetingelser og hjemsendelse af illegale indvandrere, det viser et såkaldt Eurobarometer, hvor EU-kommissionens statistiske kontor har spurgt omkring 1.000 mennesker i hver af de 15 lande, hvordan de stiller sig til topmødets hovedemner. Hver femte dansker 'intolerant' I Danmark er det hver femte, som Eurobarometret betegner som »intolerante«. Ud over de 14 procent er 25 procent mere eller mindre negative over for minoriteter, mens 61 procent er mere eller mindre positive. Uenig i prioritering Samtidig viser undersøgelsen, at borgerne er helt uenige i prioriteringen af de sager, EU's topledere har på dagsordenen. EU skal først og fremmest bruges til at skabe fred og sikkerhed. Dernæst til at bekæmpe arbejdsløsheden og på tredjepladsen kommer kampen mod fattigdom og social udstødning. Nederst på EU-borgernes ønskeseddel på syv punkter står udvidelsen, som bliver det store tema under dansk formandskab. Indvandring næstnederst på listen Næstnederst står kampen mod illegal indvandring, som vil dominere topmødet i dag og i morgen. Ritt Bjerregaard (S) tager tallene som udtryk for, at højrebølgen ikke kan forklares med fremmedfrygt alene. »Når kun 14 pct. af befolkningen støtter dagsordenen så er der ikke meget, der tyder på, at det vil lykkes for EU-lederne at komme befolkningen i møde«, siger den socialdemokratiske udlændingeordfører og tilføjer: »Undersøgelsen er virkelig interessant, for det betyder, at vi bliver nødt til at grave lidt dybere i højredrejningens årsager og ikke bare kaste os over udlændingepolitikken. Jeg tror, det handler om en generel utryghed, fordi samfundet forandrer sig så hurtigt, at man har svært ved at følge med«. Forsker: Politikere forudseende Maurice Fraser, EU-forsker på London School of Economics, mener dog, at EU's topledere måske bør roses for at være forudseende: »Politikere reagerer ofte først, når en ting er gået helt galt. Her ser de ud til at være forudseende. De har identificeret problemet, inden det er blevet rigtig stort og gør noget ved det på forhånd, fordi de frygter den voksende støtte til højrekræfterne«. Økonomisk nedtur kan give vind til højre Han peger på, at EU-landene frygter, at de højreradikale partier kan få endnu mere vind i sejlene, hvis EU bliver ramt af en alvorlig økonomisk nedtur. Selv om EU-lederne er enige om, at kampen mod den illegale immigration er vigtig, er de uenige om, hvordan det skal ske. Flertallet vil styrke grænsekontrollen og åbne for økonomiske sanktioner mod udvandringslande, som ikke vil tage deres borgere tilbage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her