Under et røveri i dag mod en bank i Ålsgårde ved Helsingør skød og dræbte en af røverne en 41-årig mand, der forsøgte at stoppe røveriet. Den 41-årige familiefar opdagede kort efter middag, at der var et røveri i gang mod Nordea-filialen i Ålsgårdecentret i Ålsgårde, og valgte at gribe ind. Forsøgte at stoppe røveri Først væltede den 41-årige en motorcykel, som røverne var ankommet på. Derefter hentede han sin bil fra parkeringspladsen for angiveligt at ville spærre døren ind til banken. Det opdagede den ene af de to røvere og gik uden for banken. Her stillede han sig op direkte bag den 41-åriges bil, sigtede ind gennem bagruden og affyrede sit dræbende skud mod manden. Den 41-årige sank sammen i bilen og var ikke til at redde, selv om han med ambulance blev kørt til sygehuset i Helsingør. Sparkede til bankpersonalet Også inde i banken opførte de dansktalende røvere sig voldsomt. Iført fuldface-styrthjelme kom de ind i banken klokken 12.18, hvor de sparkede og skubbede til personalet. De tømte både pengekasserne i banken og boksen, inden de opdagede den 41-årige mand udenfor og forlod banken med et ukendt beløb. Flugt-motorcykel fundet Efter at have dræbt den 41-årige familiefar stak de af på motorcyklen og kørte mod Apperup. På en markvej kørte de ind i et skovområde og efterlod motorcyklen - en stjålen gul Yamaha - et par meter inde i et buskads. Her lå den i skjul for forbipasserende, men blev senere fundet af politiet. Gerningsmændene har formentlig skiftet til en flugtbil. Bilen er muligvis identisk med en mørk, måske sort Mercedes, som vidner har iagttaget i meget høj fart på Helsingørmotorvejen. Tredje røveri mod banken på en uge Det var sjette gang, at Nordea-filialen i Ålsgårdecentret blev ramt af røveri i løbet af ganske få år. Så sent som i går affyrede to betjente fra Helsingør Politi varselsskud, da de stoppede to mænd, der netop havde røvet banken for 220.000 kroner. De to betjente kørte tilfældigvis forbi banken under røveriet og stod klar ved udgangen, da røverne kom ud. Røverne forsøgte at stikke af, men da en af betjentene trak sin pistol og affyrede et varselsskud, valgte begge røvere at smide sig på jorden. I fredags blev banken også røvet, da to mænd truede sig til 500.000 kroner. Men et kvarter efter røveriet lykkedes det politiet at stoppe den ene røver, der stadig var i besiddelse af udbyttet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























