Sorg i Ålsgårde over røveridrab

Blomster foran Nordea-filialen i Ålsgårde-centeret. - Foto: Jens Dresling
Blomster foran Nordea-filialen i Ålsgårde-centeret. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Et lille hvidt kort danner centrum på en meget stor blomsterdynge foran Nordeas bankfilial i Ålsgårde nord for Helsingør. Det lille enkle kort er sammen med blomsterne ledsaget af den håndskrevne tekst: »Tak for dit altid gode humør. Du vil aldrig blive glemt. Familien«. De fleste lokale snakker da også bekymret om familen, der med et enkelt pistolskud mistede ægtemand og far. Den dræbte 41-årige Michael Pichard kørte fredag middag i banken med sin kone og parrets niårige datter. Mens kone og barn er inde i banken, venter Michael Pichard i bilen, da han opdager røveriet. Han bakker resolut sin Hyundai ind i røvernes gule motorcykel med det resultat, at den ene af de to dansktalende røvere kommer ud og sender et dræbende skud af sted imod ham og flygter derefter i rasende fart fra gerningsstedet. Et ægtepar nærmer sig blomsterdyngen. Hun bærer på en buket langstilkede røde roser pakket ind i hvidt papir; den bliver lagt ved siden af de omkring 100 andre buketter og lige så mange stearinlys. Nødvendigt at handle »Han gjorde det helt rigtige, og jeg ville have gjort nøjagtig det samme, hvis det havde været mig«, siger den 39-årige Jan Harboe. »Man er nødt til at reagere, når uskyldige mennesker i en bank bliver udsat for sådan noget. Deres hverdag bliver jo ødelagt efter et bankrøveri, og så bør man gøre sit til at forhindre, at røverne slipper af sted«, mener Jan Harboe. Hans kone står med knugede hænder, og blikket glider ned over de mange håndskrevne kort på fliserne. Begge ønsker de brændende, at det lykkes for politiet at fange drabsmanden. »Stod det til mig, skulle han lide en langsom død«, siger Lene Harboe lavmælt. 'Det bliver en trist sommer' »Det bliver en trist sommer. Vi havde jo aldrig troet, at det kunne ske i vores lille by«, tilføjer hun. To ældre kvinder står og taler afdæmpet få meter derfra. »Man bliver så trist indvendig. når sådan noget kan ske få hundrede meter fra, hvor man bor. Det mest uhyggelige er, at det er tredje gang på en uge, at banken her bliver udsat for røveri«, siger den ene. Ligesom på så mange andre står vantroen malet i deres ansigter. Vidner efterlyses Politiet i Helsingør satte lørdag 25 mand ind i jagten på de to røvere. Kriminalkommissær John Levring fortæller, at der ikke er noget gennembrud i efterforskningen, men at en række vidner har meldt sig med oplysninger om røvernes flugt. Politiets kriminalteknikere har arbejdet på højtryk for at finde spor på det sted, hvor motorcyklen senere blev fundet. Den videre flugt menes at være foregået i en sporty sort Mercedes. Politiet efterlyser vidner, der på parkeringspladsen ved forsamlingshuset på Apperupvej i Ålsgårde har set en sort Mercedes i fredags mellem kl. 11.50 og 12. Bilen havde tonede ruder og ved siden af stod en kvinde i tyverne og snakkede gennem sideruden. Den unge kvinde havde en hvid top og stramtsiddende cowboybukser på, og hende vil Helsingør Politi gerne i kontakt med.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her