Hårde skub ind i et plankeværk, greb om halsen og udtryk som »autonome luder«. Sådan opførte politiet sig ifølge to kvindelige medlemmer af organisationen Rød Ungdom under en anholdelse lørdag aften. De to kvinder på henholdsvis 21 og 24 år blev anholdt og tilbageholdt i tre timer - fuldstændig uden grund, siger de. Politiet siger, at de to kvinder blev anholdt, fordi de ikke fulgte politiets anvisninger, og fordi den ene kaldte en betjent »fascistsvin«. Aktivister i Stop Volden Forum Begge piger er aktive i Stop Volden Forum, hvor politi og aktivister taler sammen for at undgå voldelige demonstrationer og optøjer under Danmarks EU-formandskab. Den 24-årige Helene Caprani sad for blot tre uger siden til bords med chefpolitiinspektør Kai Vittrup under en høring om græsrods-aktiviteterne under EU-topmøderne. Mads Nissen fra Rød Ungdoms landsledelse siger, at politiet optræder bevidst provokerende: »Vi ser overgrebene som en del af politiets optrapning op til EU-formandskabet. Når to små kvinder kan blive brutalt overfaldet af politiet, blot fordi de går ned ad Stengade, kan ingen vide sig sikker«. Politi: En episode ikke repræsentativ Kai Vittrup har ansvaret for Københavns Politis indsats under EU-formandskabet. Han har ikke hørt om den konkrete episode, men håber ikke, at den får indflydelse på samarbejdet i Stop Volden forum. »Det er klart, at hvis man føler sig forulempet af politifolk, så skal man da klage over det. Man skal imidlertid ikke tage en enkelt episode som udtryk for, hvad resten af korpset gør«. Pigernes forklaring Ifølge Helene Caprani kom de to piger gående ned af Stengade på Nørrebro omkring 21.30 lørdag aften, da en mandskabsvogn med omkring seks betjente standsede ud for to unge. De to piger stoppede op og fik så besked på at skride. »Men inden det kunne lade sig gøre, havde en betjent skubbet mig ind i et plankeværk og taget fat om min hals. Så råbte jeg fascist til ham, og så blev min arm vredet om på ryggen, og jeg blev anholdt«, siger hun. Hendes veninde Christina Søby blev også taget med på stationen, hvor hun ifølge Helene Caprini blev kaldt autonom luder og tvunget til at stå op ad en væg med spredte ben i et kvarter. De to piger forsøgte forgæves at få navnene på de to betjente, der anholdt dem. Nu har de klaget til Statsadvokaten for København. Politifolkenes forklaring Chefen for Beredskabsafdelingen i København, politikommissær Lars Haugaard, siger, at de to pigers forklaring harmonerer meget dårligt med betjentenes rapport om forløbet. »Ifølge betjentene ville de to piger blande sig, da vognen standser ud for to andengenerationsindvandrere. De får besked om at fjerne sig, men gør det ikke. De er stærkt utilfredse med, at de ikke må stå der, og så bliver den ene hjulpet på vej. Da hun råber fascistsvin, bliver hun anholdt. Den anden bliver anholdt, fordi hun ikke fjerner sig på politiets anmodning. Det ligner en ganske almindelig politiforretning«. Lars Haugaard siger også, at han absolut ikke håber, at betjentene har tiltalt de to kvinder nedladende. »Sådan tiltaler vi ikke folk, så jeg går ud fra, at det ikke er sket«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























