Eksperter tror ikke på Farum-undersøgelse

Lyt til artiklen

Landets juridiske eksperter kalder det »populistisk« og »formålsløst« at et politisk flertal uden om regeringen vil nedsætte endnu en undersøgelse i Farum-sagen. De mener ikke, at der kommer noget ud af en ny undersøgelseskommission, og at den vil give en række juridiske problemer, fordi der i forvejen er en politiundersøgelse i gang i Farum. Den ny kommission skal kigge Tilsynsrådet og skiftende indenrigsministres håndtering af Farum Kommune efter i sømmene. »Men en sådan kommission vil ikke kunne komme til helt til bunds uden også at undersøge de forhold som Bagmandspolitiet undersøger«, påpeger professor i offentlig ret Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet. Juraprofessor Gorm Toftegaard, Aarhus Universitet, er enig og kalder udspillet for politisk populisme. »Første fase handler om, hvad Brixtofte har lavet af numre. Det punkt undersøger politiet. I anden fase handler det så om, hvorvidt myndighederne burde have grebet ind. Men man kan altså ikke tage anden fase, før man er færdig med den første. Det er som at bygge et hus og så bagefter støbe fundamentet«, siger Gorm Toftegaard. De to juraprofessorer mener begge, at politikerne burde have ventet med en ny Farum-undersøgelse til en eventuel straffesag er afsluttet ved retten. SF erkender nødvendig balancegang SF's Aage Frandsen, der står bag forslaget om undersøgelseskommissionen, erkender at det bliver en balancegang at undgå problemer. »Men jeg mener godt det kan lade sig gøre. Og af hensyn til retsfølelsen er det vigtigt, at tingene bliver undersøgt ret hurtigt efter at de er sket. Derfor kan vi ikke vente flere år på at politiundersøgelsen er færdig«, siger han. Det forventes, at medlemmerne af undersøgelseskommissionen bliver udpeget til efteråret. De radikale vil ikke være med De Radikale afviser en kommissions-undersøgelse. Den kan ikke placere et ansvar i Indenrigsministeriet og Tilsynsrådet for Frederiksborg Amt. Samtidig risikerer den at blokere Jens Peter Christensen-udvalget, som inden nytår afleverer en redegørelse om kommunale kontrolinstanser. Det siger Niels Helveg Petersen, som er medlem af Underudvalget til Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her