Psykisk syge på Østerbro i København får nu som de første i landet mulighed for en tryg seng og sygeplejefaglig støtte om aftenen og natten - uden at lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling. I dag åbner PsykiatriFonden et overnatningssted med fire senge, placeret i forbindelse med distriktspsykiatrien på ydre Østerbro, som holder til i det gamle Øresundshospital. 'Morfeus', som stedet er døbt, bliver bemandet med to sygeplejersker og er beregnet for det klientel, som i forvejen er tilknyttet distriktspsykiatrien på ydre Østerbro. Redningsplanke »Men distriktspsykiatrien er lukket efter klokken 16 og i weekenderne. Overnatningsstedet er ment som en redningsplanke for dem, der får det dårligt og har brug for hjælp uden for den normale åbningstid, men som ikke kan holde tanken ud om at skulle lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling«, siger formand for PsykiatriFonden, overlæge Jes Gerlach. »Alternativet for disse mennesker, som måske ikke kan holde ud at sidde alene hjemme, vil ofte være et flakke forvildet rundt på gaden om natten«, siger han. »Der er ikke tale om et traditionelt behandlingsmiljø, men et trygt og personligt sted med en hjemlig atmosfære«. Bevilling på 2,5 mio. kr. Overnatningsstedet støttes økonomisk med en bevilling på 2,5 millioner kroner fra Den Sociale Sikringsstyrelse og skal foreløbig fungere i en treårig periode. Hvis erfaringerne med 'Morfeus' bliver gode, håber Jes Gerlach, at lignende tilbud kan oprettes i forbindelse med andre distriktspsykiatriske afdelinger rundt om i landet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























