Østudvidelsen koster 1,2 mia.

Lyt til artiklen

EU's udvidelse mod øst kommer til at koste danskerne nogenlunde, hvad forlængelsen af barselsorloven til et år kostede: cirka 1,2 milliarder kroner - i hvert fald på kort sigt. Det oplyser kontorchef i Finansministeriet Helge Sigurd Næss-Schmidt, men han understreger, at tallet kan blive både større og mindre. Skræk i vesteuropæiske lande Det afhænger af forhandlingerne til efteråret, når Danmark overtager formandskabet og skal forsøge at forhandle betingelserne for de i alt ti østlande hjem. Beløbet skal falde over to år fra 2004 og frem til 2006. Det er en ekstra betaling oven i de nuværende cirka 15 milliarder kroner, som Danmark årligt betaler til EU's budget. Hvad det så vil koste fra 2006 er uvist. Udvidelsen mod øst har været en skræk i livet på flere vesteuropæiske lande. Vil det komme til at koste en mindre bondegård, fordi fortilfældet er den meget dyre genforening mellem de to Tysklande - Vesttyskland og DDR? DF er ikke glade »Det er vi ikke alt for glade for. Det her er mange penge, og spørgsmålet er jo, om en milliard overhovedet er nok«, siger Dansk Folkepartis Peter Skaarup. »Vi har brug for penge til plejehjem og sygehuse, og derfor vil vi nu have denne oplysning belyst af regeringen«, lyder det. Sikke en gang vrøvl, mener regeringspartiet Venstre. »Altså, hvis du regner det ud, så er det cirka 120 kroner for hver dansker hvert år. Det er da ikke meget. Det er faktisk billigt, og danskerne glemmer måske, at østlandene ikke længere ser ud, som da vi så dem i 1989 efter Murens fald. De har virkelig haft fremgang«, siger ordfører Charlotte Antonsen. 'En moralsk forpligtelse' »Vi kan da godt få det belyst, det sker der ikke noget ved«, tilføjer hun. Antonsen mener samtidig, at danskerne bør tænke på den moralske forpligtelse og på fred i Europa. Hatten rundt EU-eksperten Lykke Friis fra Dansk Udenrigspolitisk Institut vurderer ikke, at Østeuropa kommer til at malke EU's budget fra 2006, når det nye budget for hele unionen skal strikkes sammen. »Hvis man i dag lader hatten gå rundt i EU, så kommer den rimelig tom hjem«, siger hun og peger på, at EU i stedet må i gang med at kigge på de nuværende udgifter. Det gælder en reform af støtten til landbruget, som er den dyreste post. Det samme gælder de såkaldte strukturfonde, hvor selv rige lande - som eksempelvis Spanien - modtager penge til udvikling af landdistrikter og truede erhverv. Svært at beregne Det er dog svært at lave regnestykker for, hvad Østeuropa vil komme til at betyde for skatteyderne. For hvad der går ud fra den ene konto kommer ind på en anden. Således har Danmarks Eksportråd netop lavet en rapport, der vurderer, at eksporten til de ti østlande nærmest vil eksplodere fra de nuværende 6 milliarder til 91 milliarder kroner i 2015 - til gavn for skatteborgerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her