Asylansøgere kan sendes hjem

Lyt til artiklen

Afghanske asylansøgere er ikke længere næsten pr. automatik sikret asyl i Danmark. Udlændingestyrelsen offentliggjorde i går en længe ventet rapport, der vurderer forholdene i Afghanistan efter Talebanstyrets fald, og den skal fremover bruges i sagsbehandlingen. »Tidligere fik næsten alle fra Afghanistan asyl. Men nu vil vi få en mere nuanceret praksis, hvor vi vil kigge nøje på den enkelte asylansøgers situation og vurdere den i forhold til rapporten og andre informationer, vi har om situationen i Afghanistan. Det er ikke alle asylansøgere, der længere er i risiko«, siger kontorchef i Udlændingestyrelsen, Frank Johansen. »Det gør også indtryk på styrelsen, at omkring en million afghanere frivilligt er vendt tilbage«, siger han. Genoptager sager Rapporten betyder, at Udlændingestyrelsen nu genoptager behandlingen af alle sager om afghanske asylansøgere - i alt cirka 1.600. Det vil kunne mærkes i statistikkerne, fordi afghanerne sidste år udgjorde den største gruppe af asylansøgere. Styrelsen indstillede i januar arbejdet med at træffe afgørelser i sagerne, indtil rapporten forelå med en vurdering af, om det efter Talebanstyrets fald var sikkert at sende de afghanske asylansøgere tilbage. Rapporten er udarbejdet af medarbejdere fra Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp, der sidste måned besøgte Afghanistan og Pakistan. Den indeholder ingen klare konklusioner, men belyser blandt andet den politiske og sikkerhedspolitiske situation i landet. »Selv om Talebanregimet er faldet, kan der stadig være grund til at give en asylansøger opholdstilladelse, hvis vedkommende for eksempel har været forfulgt af en bestemt person, der stadig befinder sig i Afghanistan«, siger Frank Johansen. Han forudser dog også, at flere end tidligere vil få afslag, men mener, at det er for tidligt at tage stilling til, om afviste afghanske asylansøgere skal kunne tvinges til at tage hjem. Bakkes op af FN Udlændingestyrelsens nye praksis bliver bakket op af FN's flygtningehøjkommissær Ruud Lubbers, der i går var på besøg i Danmark. »Når en million afghanere frivilligt er vendt hjem allerede, er det udtryk for deres egen tro på, at det er sikkert. Men det vil være farligt at tvinge afviste asylansøgere til at tage hjem. I stedet skal man prøve at stimulere dem til at tage af sted ved at informere dem om situationen i Afghanistan og sikre, at hjemvendelsen kan ske fredeligt«, siger han. Dansk Flygtningehjælp har samme holdning. »Det er en kendsgerning, at situationen i Afghanistan har forandret sig, så vi har ingen indvendinger imod, at Udlændingestyrelsen nu vil se mere konkret på sagerne«, siger asylchef Louise Holck. »Men man skal være varsom med i givet fald at tvangsudsende afviste afghanske asylansøgere, fordi situationen i landet stadig er ustabil«, siger hun. Lettelse i Røde Kors Dansk Røde Kors, der driver hovedparten af landets asylcentre, er lettet over, at der igen bliver taget fat på behandlingen af de mange afghanske asylansøgninger. »Det har været frustrerende for mange afghanske asylansøgere at leve i usikkerhed så længe. En del af dem vil formentlig finde det ubehageligt, at Udlændingestyrelsen nu åbner op for, at de kan sendes hjem«, siger chef for asylafdelingen i Dansk Røde Kors, Jørgen Chemnitz. »Mange af dem, der eventuelt bliver afvist, vil formentlig modsætte sig en hjemsendelse. Jeg vil ikke udelukke, at nogle af dem for eksempel finder på at sultestrejke«, siger han. Han håber, at Udlændingestyrelsen vil afholde sig fra at sætte kommende afviste asylansøgere på den såkaldte madkasseordning, hvis de nægter at tage hjem frivilligt. Madkasseordningen betyder, at de kun får udleveret to kasser med tøj og basale fornødenheder hver anden uge. »Da folk har brug for at tage bussen engang imellem eller ringe hjem, oplever vi ofte, at dem på madkasseordningen sælger deres mad til spotpris. Det er ydmygende for dem og skaber en dårlig stemning, der nemt smitter af på hele asylcentret«, siger han. Ifølge chefkriminalinspektør Jørgen Tagge fra Rigspolitiet vil der ikke være nogen praktiske problemer med at sende afviste afghanske asylansøgere hjem. Det er politiets opgave at stå for hjemsendelsen. »I modsætning til for eksempel Irak kan man flyve til Afghanistan, og Afghanistan har jo allerede taget imod mange hjemvendte statsborgere«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her