Værste uvejr i år

Lyt til artiklen

Selv om der er varslet torden i dag, får vi ikke et vejr, der bare tilnærmelsesvist vil minde om det uvejr, der rasede over især Jylland tirsdag. Her kunne Falck efter en lille flodbølge ved vestkysten, skypumper over Herning-området og nordjyske haglbyger med hagl så store som isterninger i går gøre skaderne op: Over 500 jyske husejere havde ringet ind med vandskader og andre problemer på grund af det voldsomme uvejr. Vand, oversvømmelser og kæmpehagl Alene Nordjyllands Amt tegnede sig for 300 opringninger. De kom især fra borgere, der havde problemer med vand, oversvømmelser og kæmpehagl, som havde fået glastage og kraftige termoruder til at te sig som tynde drivhusglas og mange biltage til at ligne noget, man kunne spille kinaskak på. I Vestjylland var det kraftige vinde, der helt bogstaveligt havde fået tagene til at lette. Borgere i Karup og Ilskov ved Herning havde i går stadig travlt med at nødafdække deres boliger, efter at to små tornadoer - eller skypumper - havde flænset tagene af op mod 30 huse og carporte. Politiet i Herning måtte dagen igennem vejlede de bekymrede borgere og henvise dem til Falck. Ingen mennesker kom noget til trods flyvende tagplader og træværk. Ved vestkysten steg vandet med 40 centimeter efter noget så sjældent som en lille, dansk flodbølge. Den rejste sig som i en cyklon, efter at et kraftigt trykfald ude over Nordsøen havde skabt undertryk over havoverfladen, så havvandet nærmest blev suget op og med ind over land, forklarer vagthavende på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Samtidig med storm og kraftige byger var Danmark ramt af tordenvejr med ualmindeligt mange lyn. Også i eftermiddag ventes torden, men temperaturerne denne gang ligger lavere og forhindrer dermed ekstreme vejrforhold. Til gengæld er der ifølge DMI også køligt til sankthansweekenden. Lørdag ventes regn, og søndag skal heksene flyve i frisk til hård vind med byger.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her