Tre mia. kr. ekstra til kommuner og amter

Lyt til artiklen

Finansminister Thor Pedersen (V) fik en ekstra fødselsdagsgave, da han sidst på dagen fredag kunne fejre sin 57 års fødselsdag med at få de økonomiske aftaler med både amter og kommuner i hus. Samlet får amter og kommuner lov til at øge udgifterne med tre mia. kr. til næste år. »Vi har nået et godt resultat, som tegner godt for det videre samarbejde med amter og kommuner«, sagde en tilfreds finansminister, da han havde fået sit ja fra både baglandet i Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. Ligeligt fordelt De tre mia. kr. fordeles med halvdelen til amterne og halvdelen til kommunerne. Samlet giver regeringen en halv mia. kr. mere end det oprindelige udspil, og det betyder, at Thor Pedersen har de 500 mio. kr. mindre at gøre godt med, når han til efteråret skal have sin finanslov for 2003 på plads. »Staten vil være tilbageholdende for at sikre, at den økonomiske vækst går til den borgernære service«, sagde Thor Pedersen, der understregede, at den samlede offentlige vækst for stat, amter og kommuner vil holde sig på målet 0,7 pct. til næste år. »Ikke gavmildt« Hverken amter eller kommuner føler, at regeringen har været specielt gavmild. »Det er en stram aftale, som vil betyde nedskæringer i nogle kommuner. Men vi har valgt at sige ja til aftalen, fordi vi må respektere regeringens nye økonomiske politik, og at regeringen har et politisk flertal bag sig«, sagde KL-formand Ejgil W. Rasmussen (V), da han efter et flere timer langt bestyrelsesmøde i KL fik godkendt aftalen. Han frygter især for økonomien i de kommuner, der har mange ældre og mange børn. Amterne forudser særlig svære tider på det sociale område. »Amterne må prioritere skarpt for at få økonomien til at gå op, og borgerne må vænne sig til mindre rundhåndede tider. Mange vil uundgåeligt opleve det som nedskæringer, men det er desværre betingelserne, hvis enderne skal mødes i den samlede økonomi«, sagde formand for Amtsrådsforeningen Kristian Ebbensgaard (V) fredag aften. Mere til sundhed I aftalen med amterne går pengene især til sundhedsområdet, som får tilført 1,2 mia. kr. ekstra. En del af pengene går til at betale for stigende medicinudgifter. Amter og regering er samtidig enige om en række initiativer, der skal søge at stoppe medicinudgifternes himmelflugt. Der er også sikret penge til at fortsætte hjerteplanen, kræftplanen og til en særlig indsats for ældre medicinske patienter. Både amter og kommuner har skrevet under på, at de accepterer VK-regeringens skattestop. Kommunerne må oven i købet leve med, at der i aftalen varsles økonomiske sanktioner, hvis de sætter skatten op. For kommunerne gælder skattestoppet alle kommuner under ét, så en kommune kan hæve skatten, hvis en anden sætter den ned. I så fald vil regeringen søge politisk tilslutning til at »neutralisere virkningen«, som det hedder i aftaleteksten. Kommuner under administration - læs Farum - fritages fra sanktioner. Et af hovedelementerne i aftalen med kommunerne er den økonomiske ramme for en mere fleksibel folkeskole. Det har ført til voldsom kritik fra Folketingets partier, at regeringen og kommunerne i aftalen har fastlagt en række faglige og pædagogiske ændringer, som ikke har været forhandlet politisk. »Vi har søgt tilslutning til økonomien. Men naturligvis er intet låst fast, og vi vil selvfølgelig forhandle ændringerne i folkeskolen med partierne«, sagde undervisningsminister Ulla Tørnæs (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her