Et bredt flertal i Folketingets Miljøudvalg forlanger nu at få en grundig orientering om, hvilke mulige terrortrusler der er mod Barsebäck og andre svenske atomkraftværker, samt om hvilke svagheder der eventuelt er, hvis terrorister skulle vælge at slå til mod en svensk atomreaktor. Efter terroraktionerne i USA 11. september sidste år har de svenske atomkraftejere, elselskaberne, lavet detaljerede rapporter om styrker og svagheder i atomkraftværkernes terrorberedskab samt analyseret, hvad der kan gøres for at forbedre sikkerheden ved mulige terrorangreb med eksempelvis store civile passagerfly. Hemmelige rapporter Selv om de svenske myndigheder i Statens Kärnkraftsinspektion (SKI) i seks uger har haft rapporterne fra elselskaberne i hånden, har de danske myndigheder i Beredskabsstyrelsen endnu ikke fået noget at vide. SKI har samtidig gjort det klart, at de danske myndigheder engang efter sommeren kun vil få en mundtlig orientering om situationen på de svenske atomkraftværker. Af sikkerhedsgrunde vil de danske myndigheder ikke få skriftlige rapporter og analyser. Krav om oplysninger Eyvind Vesselbo (V), formand for Folketingets Miljøudvalg, finder det svenske hemmelighedskræmmeri uacceptabelt. »Jeg kan godt se, at de skal træffe nogle nationale sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men Barsebäck ligger så tæt på Danmark, at vi også har krav på at få oplysninger om, hvordan risikoen er«, siger Eyvind Vesselbo, der vil henvende sig til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at sikre, at Miljøudvalget får en orientering om sagen. »Vi må forlange fuld indsigt. Det kan ske under tavshedspligt i udvalget. Jeg mener godt, at man i lande som Sverige og Danmark kan stole så meget på hinanden, at man kan orientere hinanden på en fornuftig vis«, siger Eyvind Vesselbo. Fortrolig orientering Den socialdemokratiske miljøordfører Pernille Blach Hansen kræver også en orientering i Folketinget. »Jeg synes, vi har et politisk behov for i Folketinget at få oplyst, hvordan den svenske regering vurderer det her og om, hvordan Danmark skal reagere. Vi har længe presset på for at få svenskerne til at lukke Barsebäck så hurtigt som muligt. Alt efter hvad denne rapport viser, så har det også betydning for, hvor hårdt og hurtigt man fra dansk side skal presse på. Det er oplagt, at vi får en politisk orientering. Hvis det er nødvendigt, må indenrigsministeren komme og fortælle os det under dyb fortrolighed«, siger Pernille Blach Hansen. Den svenske näringsminister Björn Rosengren (S) forsikrede så sent som 17. maj i år i et brev til indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at man fra svensk side stadig gerne vil lukke den sidste reaktor på Barsebäck inden udgangen af 2003, hvis man vel at mærke kan skaffe elbesparelser og alternativ strøm, som kan erstatte elproduktionen fra Barsebäcks reaktor 2.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























