Stadig flere ansatte oplever, at virksomheden de arbejder i går konkurs og ikke kan udbetale løn. Derfor må medarbejderne gå til Lønmodtagernes Garantifond, og det gør de nu i et omfang, der i den grad er kommet bag på fonden. Sagsbehandlingstiden er i år mere end det dobbelte af målsætningen, og fonden må nu forhøje kassekreditten. 'Uforudsige mange anmeldelser' »Vi har oplevet helt uforudsigeligt mange anmeldelser i de første måneder i år«, siger sektionsleder i fonden Jan Michael Lindgreen. Lønmodtagernes Garantifond skal sikre lønmodtagere en korrekt og hurtig udbetaling af krav på blandt andet løn og feriepenge, når en virksomhed går konkurs eller bliver insolvent. It-konkurser øverst på listen Især konkurser i it-branchen og dens højtlønnede medarbejdere tapper fonden. Byggebranchen og detailhandlen fylder dog også godt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af konkurser de seneste tre måneder er steget med syv procent sammenlignet med de tre foregående måneder. En ansat kan selv komme til fonden, men tre ud af fire gange henvender en fagforening sig. Prognose: 25 pct. flere anmeldelser Sammenlignet med samme periode sidste år anmeldte 30 procent flere lønmodtagere i årets tre første måneder, at de ikke havde fået deres løn. Siden er anmeldelserne fortsat væltet ind. Nu regner fonden med 25 procent flere anmeldelser i år, end den havde forventet. Det svarer i runde tal til, at cirka 20.000 lønmodtagere i år ikke får løn fra deres tidligere arbejdsgiver. Målet: Højst fire ugers sagsbehandling Målet er, at sagsbehandlingen højst må tage fire uger fra en lønmodtager henvender sig, til fonden udbetaler pengene. Sagspresset har forlænget ekspeditionstiden til knap ti uger. Også selvom medarbejderne arbejder i døgndrift, og flere er blevet ansat. I mellemtiden må de konkursramte ansatte låne penge i banken eller hos deres fagforening. Jan Michael Lindgreen håber, at sagsbehandlingstiden i begyndelsen af juli vil være på fire uger. Fondens penge kommer dels fra konkursboene, dels fra de private arbejdsgivere, der årligt indbetaler 210 kroner per fuldtidsansat. Arbejdsgivere må indbetale mere Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt, og Lønmodtagernes Garantifond må nu låne i banken. Kassekreditten er én gang blevet forhøjet til 150 mio., og skal forhøjes yderligere. Meget tyder på, at arbejdsgiverne bliver nødt til at indbetale flere penge. »Vi skal have hentet vores underskud ind og fyldt kassebeholdningen op. Når vi skal fastsætte bidraget for næste år, så er svaret som udgangspunkt nu, at så må vi sætte bidraget op«, siger Jan Michael Lindgreen. 'Ubehageligt for den enkelte' Udviklingen skal dog mest ses som udtryk for, at det har gået dårligt. For der er lysere tider på vej, vurderer tidligere vismand Claus Vastrup. »Det er selvfølgelig ubehageligt for den enkelte. Men det er en forsinket indikator på, at der har været en økonomisk lavkonjunktur. Det er begyndt at gå bedre«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























