Sygehusene svigter de overvægtige

Lyt til artiklen

Selv om fedme hastigt er på vej til at udgøre en af de største trusler mod befolkningens sundhed, er det støt og roligt gået tilbage med behandling af svært overvægtige på de danske sygehuse inden for de seneste ti år. Det påviser danske læger sort på hvidt i en ny undersøgelse, der belyser udviklingen af fedmebehandling på danske sygehuse 1987-2000. »Fedme bliver et stadig større problem, og i dag er ca. 400.000 danskere at finde i gruppen af svært overvægtige. Trods det får kun nogle få promille af mennesker med adipositas - svær overvægt - hjælp fra sygehussektoren. Det er ikke bare et meget stort paradoks, men det er også en udvikling, som vi simpelt hen bliver nødt til at vende. Ellers vil alt for mange overvægtige udvikle sukkersyge og få stærkt øget risiko for andre alvorlige sygdomme«, siger formanden for de danske fedmeforskere, 1. reservelæge Ole Lander Svendsen, amtssygehuset i Gentofte. Resultatløs Ole Lander Svendsen mener, at sygehusenes strategi over for behandlingen af svært overvægtige er for kortsigtet og derfor ofte ender resultatløs. »Det kan ikke nytte noget, at man afslutter en behandling, så snart en patient har tabt sig, altså kører behandlingen som en slags slankekur i sygehusregi. Adipositas er reelt en kronisk lidelse, og man kommer aldrig problemerne til livs, hvis man ikke går ind og tilbyder mere langsigtede behandlinger. Der skal satses langt mere intensivt på en bedre struktur og en bedre organisering af behandlingen af de svært overvægtige«, mener Ole Lander Svendsen. Flere motionshold Som eksempel nævner Ole Lander Svendsen, at ikke ret mange danske hospitaler har motionshold, hvor patienterne i fællesskab kan forbedre den fysiske form - og holde den ved lige. Det burde der være, fastslår Lander Svendsen, hvis undersøgelse er lavet sammen med stud.med. Maria Fischer-Nielsen og netop offentliggjort i Ugeskrift for Læger. De to har også lavet en undersøgelse af holdningerne til fedmebehandling hos de ansvarlige for behandlingen af adipositas på danske sygehuse. Dette studie afslørede divergerende holdninger til fedme hos de medicinske overlæger. De fleste mente dog, at der er behov for »holdningsændringer, oplysning og uddannelse af danske læger og sundhedspersonale i behandling af adipositas«. »En af årsagerne til, at der alligevel i praksis synes at være en vis opgivende holdning til behandlingen af fedme på sygehusene, er sandsynligvis, at fedme er svært at behandle, og at mange af behandlerne bliver skuffede over de manglende resultater. Men sådan behøver man ikke at opfatte det, og det er faktisk helt urealistisk at satse på, at alle de overvægtige skal tabe sig til normalvægt. Små vægttab gavner I dag ved vi - bl.a. via store amerikanske undersøgelser - at et vægttab på bare 5 til 10 pct. gavner utroligt meget, hvad angår forebyggelse af mange sygdomme, ikke mindst type 2-sukkersyge og hjerte-kar-sygdom«, siger Ole Lander Svendsen. Risikoen for at få sukkersyge og hjerte-karsygdom øges drastisk, i takt med at vægten stiger. Det første kritiske punkt ligger ved tallet 25 på den meget anvendte BMI-skala, der angiver forholdet/misforholdet mellem højde og vægt. Grænsen til overvægt går netop ved 25, og ikke færre end 1,7 mio. danskere har i dag et BMI over 25. 400.000 har et BMI over 30. Ryger der yderligere et par kg på vægten, og man passerer et BMI på 35, øges risikoen for at få type 2-sukkersyge med 100 gange. Risiko for blodpropper »Og denne såkaldte gammelmandssukkersyge er ikke slet så harmløs, som nogen har villet gøre den til. Det har vist sig, at type 2-patienter har stor risiko for senere at få både blodpropper og anden hjerte-kar-sygdom. Det, vi frygter, er, at den ellers så positive udvikling inden for hjerteområdet i Danmark, hvor færre og færre bliver hjertesyge, vil vende igen, fordi fedmeepidemien vil skabe langt flere hjertepatienter«, siger Ole Lander Svendsen. Sundhedsstyrelsen har nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til en egentlig national handlingsplan mod fedme. Samtidig arrangerer det danske EU-formandskab til september en stor europæisk fedmekonference i København, hvor man skal drøfte nye måder at angribe fedmeepidemien på.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her