Statsadvokatens redegørelse om dødsulykken på Roskilde Festivalen for snart to år siden er en 'hvidvaskning' af de ansvarlige. Det mener en af verdens førende eksperter i sikkerhed på festivaler, amerikaneren Paul Wertheimer. Statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung, offentliggjorde sin endelige redegørelse om tragedien i Roskilde tirsdag. Konklusionen i den var, at hverken Roskilde Politi, Roskilde Festival eller Roskilde Brandvæsen skal tiltales på grund af ulykken, der i juni 2000 kostede ni unge mænd livet. På baggrund af en engelsk oversættelse af Erik Merlungs konklusioner siger den amerikanske ekspert til Ritzau: »Ud fra det, jeg har fået oplyst, lyder det som om, at hr. Merlung har foretaget en mere grundig efterforskning, end der er sket ved tidligere undersøgelser. Men han når i bund og grund frem til de samme konklusioner, som man gør i de tidligere, fejlbehæftede redegørelser«. Kritik fra Statsadvokaten Selv om Statsadvokaten altså ikke finder grundlag for at rejse tiltale mod enkeltpersoner peger han i redegørelsen på en række forhold ved tilrettelæggelsen, gennemførelsen af festivalen og den efterfølgende redningsindsats, som ikke har levet op til de nødvendige krav. Blandt andet manglede der ifølge Erik Merlung retningslinjer for, hvornår og hvordan en koncert skulle stoppes. Han kritiserer også, at de retningslinjer, der var for kommunikation til publikum, ikke blev fulgt. Også Roskilde Politi og beredskabsmyndighederne får kritik for ikke at følge deres interne instrukser og retningslinjer. Forældre savner placering af ansvar For et af de forældrepar, der mistede en søn i ulykken, har redegørelsen en blandet effekt. På den ene side er Eunice og Finn Tonnesen tilfredse med, at Statsadvokaten ikke som Roskilde Politi fremhæver publikums optræden som den væsentligste årsag til ulykken. På den anden side synes de stadig, at det er forkert, at ingen har påtaget sig et ansvar for ulykken. »Det, der er vigtigt for os, er, at de selv i Roskilde Festivalen påtager sig det ansvar. At de erkender, at publikums sikkerhed er inden for festivalens ansvarsområde«, siger Eunice Tonnesen. De har nu søgt om fri proces for via et civilt søgsmål at søge at få placeret et ansvar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























