Ringere tilbud til syge gamle

Lyt til artiklen

Tilbuddet til de gamle syge, som har brug for geriatrisk behandling i hovedstadsområdet, står for at blive yderligere beskåret. Direktionen for Hvidovre Hospital har indstillet, at en tredjedel af hospitalets samlede bidrag til næste års besparelser i Hovedstadens Sygehusfællesskab skal findes på Geriatrisk Klinik. Enten kommer det til at gå ud over klinikkens daghospital, der i givet fald skal skære de 18 daglige patienter ned til det halve. Eller også skal der nedlægges fire af de 44 sengepladser på klinikken. Geriatrien, der er et speciale i behandling af ældre mennesker med et komplekst sygdomsbillede og nedsat funktionsevne, er allerede blevet beskåret kraftigt på Hvidovre Hospital. Klinikken blev oprettet i 1999 i forbindelse med lukning af Københavns Kommunehospital. I forbindelse med selve udflytningen blev afdelingen skåret ned fra 88 til 66 senge. Året efter blev der skåret yderligere 22 senge. Og fra nytår i år er daghospitalets åbningstid skåret ned fra fem til fire dage. »Vi er ikke tilfredse i klinikledelsen, og det har vi ikke lagt skjul på«, siger klinikchef, overlæge, dr. med. Carsten Hendriksen. »Vi mener, der er tale om en nedprioritering af både behandling og genoptræning af svækkede, gamle mennesker«. Halvt så mange senge Set under ét er antallet af geriatriske senge i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) reduceret fra i alt 362 senge i 1998 til i dag 188. Afdelingslæge Lars Hutters, Frederiksberg Hospitals Geriatriske Klinik, kalder det løftebrud over for hovedstadens befolkning. Han var en af de varmeste forkæmpere for bevarelse af Københavns Kommunehospital, og han henviser til, at HS dengang lovede, at omlægningen ville betyde en opprioritering af behandlingen af ældre. »Men et speciales effektivitet kan ikke måles i antallet af senge«, siger administrerende direktør i HS Erik Juhl. »Der er sket en ændring i geriatrien med tværfaglige geriatriske team, der går ud på andre afdelinger og i hjemmene, og med daghospitaler. Og ikke mindst er der tættere kontakt til hospitalernes øvrige specialer. Helt ærligt mener jeg, at geriatrien er blevet bedre udrustet«. Klinikchef Carsten Hendriksen, Hvidovre Hospital, er enig i, at det ikke giver et rigtigt billede bare at tælle sengepladser. Men han er alligevel ikke enig med Erik Juhl. »Det er rigtigt, at der er sket meget i de seneste år - også i form af nye tilbud fra hjemmeplejen til ældre med funktionsproblemer. Alligevel mener jeg, at vi oplever en svær nedprioritering af de ældre medicinske patienter, herunder de geriatriske patienter, i hospitalsvæsenet i øjeblikket. Og det sker ikke kun i HS«. Fokus på ventelister »Regeringen fokuserer ensidigt på at få nedbragt ventelisterne til sygehusene. Men det kommer sjældent de medicinske patienter til gode, fordi over 80 procent af dem indlægges akut. Halvdelen af disse patienter er over 65 år, og de bruger tilsammen omkring to tredjedele af sengedagene på de medicinske afdelinger. Men de får ingen glæde af de ekstra penge, regeringen har afsat til sygehusvæsenet«. Carsten Hendriksen var medlem af den arbejdsgruppe under Sundhedsministeriet, som for et år siden udgav en rapport om 'Den ældre medicinske patient'. »Jeg har undret mig over, at den nye regering ikke har fulgt op på det initiativ, sådan som det var meningen«, siger han. Spareplanen for Geriatrisk Klinik på Hvidovre Hospital indgår i det samlede budgetforslag for HS, som endeligt skal vedtages efter sommerferien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her