Dørmænd afviser kritik

Lyt til artiklen

Det passer ikke, at de to dørmænd forholdt sig passivt, da en 25-årig uskyldig mand blev overfaldet og livsfarligt kvæstet på gaden foran Discotek In i København. Det mener både Discotek In og dørmændenes vagtselskab, P.A. Andreasen. Forløbet Politiken har set videooptagelserne igennem fra de to overvågningskameraer uden for Discotek In. Det fremgår, at den ene af de to dørmænd går ud på gaden, da der er optræk til ballade. Han forsøger at råbe overfaldsmændene og den 25-årige op, men de bevæger sig ti meter op ad gaden, og pludselig angriber en af de fire overfaldsmænd den 25-årige og banker ham i jorden med knytnæveslag. Skubber en af angriberne væk Så er alle fire over ham og slår og sparker løs. Dørmanden går hen til overfaldsmændene, samtidig bevæger den anden dørmand sig også derhen. Den første dørmand skubber én måske to af overfaldsmændene væk, men da de alle har trukket sig en halv meter og vil gå løs på den 25-årige igen, rækker den ene dørmand en skærmende arm ud mod flokken, der vælger at flygte. 13-14 sekunder På det tidspunkt er et par andre mænd kommet for at hjælpe den overfaldne. Fra det første slag til overfaldsmændene flygter, går der 13 til 14 sekunder. 'Skal sikre sig selv' »Alle har travlt med, at dørmændene ikke gjorde noget. Men alle har pligt til hjælpe - ikke kun dørmænd. Og alle har en grænse for, hvor meget de tør og ikke tør. Vi uddanner dørmændene i, at de altid skal sikre sig selv. De har selvfølgelig overvejet, om de selv risikerede at blive slået ned. Dørmænd har jo ikke knipler eller pistoler som betjente. De kan kun bruge deres mund, og så deres næver, hvis det bliver nødvendigt«, siger direktør Peter Andreasen fra vagtselskabet. De to dørmænd blev for fire-fem måneder siden gennembanket af en gruppe på 8 til 10 mænd, oplyser han. »Og den skræk sidder selvfølgelig i en, når man går ud en eller to mand. De kunne jo ikke vide, hvor mange der var. Og man skal tænke sig om, før man hopper ind i et slagsmål«, siger Peter Andreasen. To anholdt Politiet har nu anholdt to af de fire gerningsmænd. De meldte sig begge frivilligt og er blevet varetægtsfængslet. Den forkerte mand fik bank Den første indrømmede brødebetynget, at han havde deltaget i overfaldet på den 25-årige, som han troede var identisk med en mand, der havde været oppe at slås med hans ven. Vennen derimod siger, at han forsøgte at stoppe de andre. Han fortalte efter overfaldet, at det var den forkerte mand, de havde banket.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her