Venstre i Farum har ekskluderet Brixtofte

Lyt til artiklen

Farums tidligere borgmester, Peter Brixtofte, er med omgående virkning blevet ekskluderet af Venstres bestyrelse i Farum. Den lokale formand Sven Hjalholt har ellers hidtil stået fast på, at han ville afvente resultatet af politiets efterforskning. »Vi har altså den holdning herude, at vi meget nødig vil dømme, før der er blevet dømt. Vi vil helst afvente alle undersøgelsernes resultater«, sagde Sven Hjalholt i midten af maj om muligheden for at smide Brixtofte ud af partiet. Den melding har Farum-formanden og andre medlemmer af vælgerforeningens bestyrelse gentaget adskillige gange siden. Indtil i dag, hvor Sven Hjalholt meddelte, at vælgerforeningen nu alligevel har ekskluderet den omstridte Venstre-politiker. I en pressemeddelelse onsdag begrunder Sven Hjalholt beslutningen med, at Peter Brixtofte i "groft omfang har misrøgtet sit tillidshverv som borgmester i Farum". »Peter Brixtofte har som borgmester overskredet sine beføjelser og har fejlinformeret såvel borgere som Venstres bestyrelse. Han har handlet uansvarligt med kommunens betroede midler og har tilsidesat eller overhørt rådgivning fra kommunens forskellige samarbejdspartnere herunder revisorer«, skriver Sven Hjalholt i pressemeddelelsen. Bestyrelsen mener også, at Peter Brixtofte i den grad har svigtet de mange vælgere, som stemte på ham ved kommunalvalget i november. Wachtell: Svineri at ekskludere Brixtofte nu Peter Brixtoftes nære ven og byrådskollega Paul Wachtell, reagerer med vantro på meddelsen om, at Venstres bestyrelse i Farum onsdag valgte at ekskludere Peter Brixtofte fra partiet. »Det er absolut et forkert tidspunkt at ekskludere Peter fra partiet, og jeg kan ikke forstå sammenhængen. Man skulle have afventet hans hjemkomst for at finde ud af, om han har taget ved lære efter sit ophold i USA. Peter Brixtofte har været syg, men han er blevet ekskluderet af mennesker, der angiveligt er raske«, raser Paul Wachtell og henviser til, at bestyrelsen hidtil har været stemt for at lade domstolene tale, før en eksklusion kunne komme på tale. Ingen mulighed for anke Det gør ifølge Politikens oplysninger en forskel, at det nu er den lokale Venstre-bestyrelse i stedet for partiets hovedbestyrelse, der står bag eksklusionen. Havde hovedbestyrelsen besluttet sig for at fratage Peter Brixtofte medlemskortet, kunne han have anket sagen til partiets landsmøde i september. Men det er ikke muligt, nu hvor det er den lokale vælgerforening, der står bag beslutningen. Sagens hovedperson befinder sig på en klinik for alkoholafvænning i USA. Fogh er tilfreds Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er tilfreds med eksklusionen af Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte - statsministerens tidligere rival til formandsposten i Venste. »Jeg kender kun afgørelsen fra pressen, men holder den, så ligger den kun i direkte og naturlig forlængelse af beslutningen i Venstres folketingsgruppe for nylig om at udelukke Peter Brixtofte«, siger Anders Fogh Rasmussen til Ritzau. Han siger, at han ikke var bekendt med beslutningen i Venstre i Farum, før han holdt sin grundlovstale i Terndrup, hvor han kom ind på Farumsagen. SFs Helene Lund overrasket Helene Lund (SF), der har været en af Peter Brixtoftes (eks-V) hårdeste kritikere gennem mange år, er forbavset over den pludselige kovending. »Indtil for få dage siden sagde de det modsatte, men det måtte ske før eller siden. Det tyder på, at der endelig er nogen, der er kommet til fornuft i Venstre«, siger Helene Lund, der fik overbragt nyheden af Ritzau, da hun ventede på et fly i lufthavnen i Strasbourg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her