Hørsholm Sygehus kan danne skole

Lyt til artiklen

Salget af Hørsholm Sygehus kan danne skole for andre af landets økonomisk betrængte amter, vurderer to sundhedsprofessorer. I Sønderjylland er amtsborgmester Carl Holst (V) åben over for tanken om at sælge et sygehus til private investorer. Professor Jes Søegaard fra Institut for Sundhedsvæsen forudser, at en stribe økonomisk klemte yderamter kan følge efter Frederiksborg Amt, hvis salget af Hørsholm Sygehus lykkes. »Frederiksborg Amt er ikke det eneste amt, som har ondt i økonomien. Jeg kan da godt forestille mig, at andre amter vil lade sig lokke«, siger Jes Søegaard. Amtets salgsplaner skyldes et sparekrav til det lokale sygehusvæsen på 150 mio. kr. i 2003. Ved at sælge sparer amtet også 50 mio. kr. til en større renovering af Hørsholm Sygehus. Salget af Hørsholm Sygehus med apparatur, personale og omkring 100 senge vil markant øge kapaciteten på danske privathospitaler, som i dag har ca. 150 senge. Frederiksborg Amt forventer at lave en aftale med den kommende køber om at levere et antal behandlinger. Også professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet forudser, at den slags arrangementer kan blive mere udbredte. Han påpeger dog, at det rent økonomisk er svært at sikre, at både den private investor og amtet får noget ud af det. »Hvis begge parter skal vinde, stiller det meget store krav til effektiv drift af hospitalet. Så store krav, at det bliver vanskeligt at leve op til«, siger Kjeld Møller Pedersen. Øget samspil Hørsholm Sygehus har i dag status som frisygehus. Det samme gælder Aabenrå Sygehus i Sønderjyllands Amt, som også slås med økonomiske problemer i sygehussektoren. »Jeg vil ikke udelukke, at vi på længere sigt vil sælge et af amtets sygehuse. Jeg har ikke noget imod et øget samspil mellem den offentlige og private sundhedssektor«, siger Sønderjyllands amtsborgmester, Carl Holst (V). »For patienterne spiller det ingen rolle, om behandlingen foregår i privat eller offentligt regi. Det afgørende er kvaliteten af behandlingen«. På Christiansborg er der udbredt enighed om at tage planen om at sælge Hørsholm Sygehus med sindsro. Frederiksborg Amt skal bare sørge for, at der på ingen måde kommer penge mellem patienter og sygehus. »Der er en urokkelig ting, man skal stå vagt om. Nemlig at der skal være fri og lige og gratis adgang til sygdomsbehandling«, siger indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V). »Under den forudsætning har jeg ingen indvendinger. Det afgørende er, at amtspolitikerne bestemmer, hvilken kvalitet de stiller til rådighed for borgerne. Om ydelsen så leveres af amtets egne sygehuse eller af private, det er en mindre forskel«. Faktisk mener ministeren, at det kan være sundt, at amtspolitikerne får en mere klar opgave som dem, der bestemmer serviceniveau og kvalitet. Udfordre systemet Amtsborgmesteren i Frederiksborg understreger også, at salget ikke kun handler om økonomi, men også om »at udfordre sygehussystemet«. »Ved at lade private komme til som en naturlig del af sundhedsvæsnet, tror jeg, at vi får de optimale ydelser. Eller sagt på en anden måde: Uden konkurrence får man i alle tilfælde ikke de optimale ydelser«, siger amtsborgmester Jørgen Christensen (V) til Ritzau. Socialdemokratiets sundhedsordfører, Lone Møller, mener, at salget kan være fornuftigt, når det økonomiske alternativ er mærkbare nedskæringer på amtets øvrige sygehuse. »Men man skal selvfølgelig sikre sig, at der fortsat er kapacitet nok til amtets patienter«, siger Lone Møller, som påpeger, at det med flere privathospitaler kan blive nødvendigt at se på, om der reelt konkurreres på lige vilkår. F.eks. om privathospitaler skal have pligt til at forske og uddanne sundhedspersonale. Lone Møller ser flere muligheder i mere offentligt og privat samarbejde. Eksempelvis mener hun, at man i Danmark burde afprøve et svensk system, hvor et privat firma rykker ind på de offentlige hospitaler og opererer i weekenderne. Firmaet bruger de offentlige faciliteter, men kommer med eget personale. Dansk Folkeparti understreger, at det er vigtigt at fastholde den offentlige kapacitet i sygehussektoren. »Men der er behov for en vis privat kapacitet, fordi amterne ikke kan klare opgaven. Så er det bedre for patienterne, at der er private muligheder i Danmark end i udlandet«, siger sundhedsordfører Birthe Skaarup.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her