Udskældt koncern vil drive asylcentre

Lyt til artiklen

Udlændingestyrelsen har spurgt den danske virksomhed Completa A/S, om de eventuelt vil være interesseret i at drive asylcentre, til trods for at virksomhedens moderselskab - den franske koncern Sodexho - er blevet kraftigt kritiseret i internationale medier for sin måde at drive asylcentre og fængsler på. Som Politiken skrev onsdag, er regeringen interesseret i at udlicitere driften af asylcentre. Samme ønske havde den forrige regering, og derfor gennemførte konsulentfirmaet Cowi Consult sidste år en markedsundersøgelse for Udlændingestyrelsen. Undersøgelsen mundede ud i, at en række firmaer og organisationer blev inviteret til møde i Udlændingestyrelsen for at høre, om de ville være interesseret i at drive asylcentre. Blandt de adspurgte var Completa A/S den eneste virksomhed, som var interesseret i at påtage sig hele opgaven med asyldriften. Completas moderselskab Sodexho driver asylcentre og fængsler i flere europæiske lande samt USA og Australien. 144 kroner om ugen For to måneder siden måtte den britiske indenrigsminister, David Blunkett, afbryde en ordning med betalingskuponer, som Sodexho udstedte til britiske asylansøgere. For at gøre ordningen mere udbredt, havde Sodexho ifølge den britiske avis The Guardian skrevet til forretninger, at de kunne beholde restbeløbet, hvis en asylansøger for eksempel købte en vare til 4,5 pund og kun havde en 5-punds kupon. Sodexho er også blevet kraftigt kritiseret i England for at have indgået en aftale med den britiske regering om at hyre asylansøgere til at gøre rent og lave mad til cirka 144 kroner om ugen - langt under mindstelønnen. I Australien måtte myndighederne ifølge den britiske avis Observer overtage et kvindefængsel fra Sodexho, fordi Sodexho ikke levede op til blandt andet sikkerheds- og sundhedsstandarderne. I USA måtte koncernen opgive at drive fængsler, efter at landets universitetsstuderende boykottede firmaet, der også står for madlavningen på amerikanske universiteter. De studerende kaldte fangernes forhold for »slavelignende« i de fængsler, som koncernen var med til at drive. »Fuld belægning« Det vakte også forargelse i international presse, da Sodexhos ejer, franskmanden Pierre Bellon, offentligt forklarede, hvorfor han i 1987 begyndte at drive fængsler. »Jeg plejede at være i hotelbranchen, men med fængsler kan du være sikker på en 100-procents belægningsrate«, sagde han. Herhjemme har Completa A/S hidtil beskæftiget sig med catering, vedligeholdelse af grønne områder og rengøring. Administrerende direktør Jacques M. Feer kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvordan virksomheden forestiller sig at drive asylcentre i Danmark. »Det afhænger helt af de betingelser, som bliver stillet. Men det er klart, at i så stor en koncern som Sodexho benytter vi os af de erfaringer, vi har gjort i de enkelte lande - både de gode og de dårlige. Men vi vil naturligvis holde os inden for de rammer, der bliver stillet op«, siger han. Jacques M. Feer vil ikke kommentere kritikken af Sodexho. »Jeg kender ikke nok til den«, siger han. Radikal udlændingeordfører Elisabeth Arnold mener, at der er grund til at være ekstra varsom: »Hvis regeringen ender med at udlicitere driften, må den stille meget klare betingelser op. Det nytter ikke noget, hvis nogle forsøger at gøre sig stenrige på bekostning af fuldstændig besiddelsesløse asylansøgere«. Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) har ingen kommentarer til, at Udlændingestyrelsen har kontaktet den omstridte koncern. »Vi vil gå forsigtigt frem og stille meget præcise krav«, siger han. Blandt organisationer er Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors interesseret i at drive asylcentre. Red Barnet vil også gerne stå for en del af driften, hvis det kan ske i samarbejde med andre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her