Grimme mennesker får hårdere straffe ved domstolene end de smukke. Det er konklusionen i en doktorafhandling, som fremlægges ved Stockholms Universitet senere på året. Afhandlingen bygger på realistiske eksperimenter med 200 psykologistuderende samt 400 dommere, anklagere og politifolk. Alvorligt problem »Forbrydere, der anses som attraktive, opfattes som mindre aggressive og får mildere straf. Egentlig burde de tiltalte have en sæk over hovedet under en retssag for at sikre retfærdighed, men det er jo ikke realistisk. Derfor skal domstolene og jurastudierne tage problemet alvorligt«, siger forskeren bag afhandlingen, Angela Aloha. De 600 forsøgspersoner optrådte som dommere, som skulle gennemlæse forundersøgelser fra det virkelige liv om tyveri, bedrageri, mordbrand, mishandling af børn samt seksuel udnyttelse af mindreårige. Navnene på forbryderne samt deres fotos var dog fjernet. I stedet blev fotografier af personer af varierende udseende koblet til forundersøgelserne. Test Forsøgspersonerne vidste ikke, hvad eksperimentet gik ud på, men blev bedt om at bedømme den tiltaltes troværdighed, skyld, aggressivitet og tage stilling til strafudmålingen, skriver Sydsvenska Dagbladet. Det viste sig, at de grimme blev bedømt hårdere på alle punkter, selv om forundersøgelserne var identiske. Doktorafhandlingen bekræfter, at skønhed betaler sig. Talrige undersøgelser viser, at smukke mennesker har mere sex med flere og sågar lever længere. Også i børneværelset, børnehaven, i skolen og på arbejdsmarkedet bliver smukke mennesker forkælet. Når det gælder kriminalitet, viser det sig, at kvinder bliver bedømt markant mildere end mænd for samme forbrydelse. »Vi har svært ved at rumme, at kvinder ikke altid er søde og omsorgsfulde«, forklarer Aloha.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























