Dansk protest mod dødsdom

Lyt til artiklen

Nu er det nok, mener Tanveer Sharif, medlem af amtsrådet i Københavns Amt for Det Radikale Venstre. Historien i Politiken om den pakistanske kvinde, der er dømt til døden ved stening, fordi hun har fået et barn efter at være blevet voldtaget af sin mands bror, har fået den 28-årige efterkommer af pakistanske forældre til at reagere. »Da jeg læste om denne sag, tænkte jeg, at det er fuldstændig absurd. Der er en kvinde, der er blevet voldtaget, og så er der en ledelse i en landsby, der vil straffe hende. Det er så langt ude, som det kan være, og det måtte jeg reagere på«, siger Tanveer Sharif. Han opfordrer alle til at protestere over for den pakistanske præsident på sin hjemmeside , hvor han har startet en underskriftsindsamling, der støtter den pakistanske kvinde Zafran Bibi og vender sig mod »denne form for barbari og kvindeundertrykkelse«. Vigtigt at markere sig »Det er vigtigt at vise, at pakistanere, der bor i udlandet, har en holdning til disse spørgsmål. Det er også vigtigt, at vi, der har moderate holdninger i debatten om islam og demokrati og menneskerettigheder, markerer os, så det ikke kun er de yderligtgående fløje, man hører«, siger Tanveer Sharif. Zafran Bibi sidder fængslet i en by, der ligger i Sahad-området i det nordlige Pakistan. Hendes mand afsoner en dom for mord, og mens manden har siddet inde, har mindst en af mandens brødre haft seksuel omgang med Zafran Bibi. Hun har anklaget en af brødrene for voldtægt, og for et år siden fødte hun en lille pige som det synlige resultat af voldtægten. Det er vigtigt at vise, at pakistanere, der bor i udlandet, har en holdning til disse spørgsmål«.Sahad-området var et af de første, som i 1979 erstattede den pakistanske lovgivning med islamiske love. Og ifølge islamisk lov kræves der fire mandlige vidner - muslimer og med et godt omdømme - til voldtægten, hvis en mand skal kunne dømmes. Det er i sagens natur et umuligt krav at opfylde, og derfor er det decideret farligt for pakistanske kvinder at anmelde en voldtægt - hvilket tilfældet Zafran Bibi til fulde demonstrerer. Kvinden risikerer nemlig at blive dømt for sex uden for ægteskabet. Tanveer Sharif fortæller, at den pakistanske forfatning er meget inspireret af den engelske forfatning. Men da Zia ul-Haq kom til magten i 1979 ved et militærkup, indførte han en række religiøst prægede love, og disse love gælder stadig. Der er dog forskel på, hvor nidkært de bliver håndhævet i de forskellige dele af Pakistan. »Sahad-området, hvor denne dom er faldet, er en meget lukket og tilbagestående del af Pakistan. Området er domineret af Pashtun-stammer med tætte forbindelser til Taleban. Skiftende pakistanske regeringer har forsøgt at undgå konflikter, og derfor har området fået lov at passe sig selv«, siger Tanveer Sharif. Ofte bliver de lokale domme appelleret til højere instanser, hvor de så bliver bedømt af dommere, der er uddannet i for eksempel England. »Så en del af dommene bliver omstødt. Men der er helt klart store huller i den pakistanske lovgivning, og en stor del af de kvinder, der sidder i de pakistanske fængsler, er dømt for prostitution eller ægteskabsbrud. Så det er bestemt ikke alle, der går fri«, siger Tanveer Sharif. Han føler sig som mand ekstra forpligtet til at protestere. »Det her er ikke kun en sag om rettigheder for kvinder, det er en sag for alle. Og jeg håber, at jeg om en uges tid kan aflevere 1.000 eller flere underskrifter til den pakistanske ambassadør i Danmark«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her