Økologisk råd slår madalarm

Lyt til artiklen

En ny tysk undersøgelse har fundet hormonforstyrrende stoffer i et bredt udsnit af dagligdags fødevarer som æbler, tomater og babymad. Der er tale om nonylphenol (NP), der er på den danske Miljøstyrelses liste over uønskede stoffer, fordi det har østrogenlignende effekter. Undersøgelsen, der er den første af betydning på området, får nu Det Økologiske Råd i Danmark til at slå alarm: »De fundne koncentrationer er foruroligende store set i lyset af, at selv meget små koncentrationer i havvand er påvist at være til skade for fisk«, siger kemikaliemedarbejder Mette Boye fra Det Økologiske Råd. Det er ikke helt klarlagt, hvordan nonylphenol havner i fødevarerne, men de vurderes at stamme fra blandt andet sæber, pesticider og plastik i indpakningspapiret. Frivillig aftale Nonylphenol er på EU's liste over hormonforstyrrende stoffer, men Norge er det eneste land i Europa med et egentligt forbud. Herhjemme har Miljøstyrelsen satset på frivillige aftaler med producenter, og det har ifølge ingeniør Lise Møller fra styrelsens kemikaliekontor betydet, at stofferne ikke længere findes hverken i pesticider eller vaske- og rengøringsmidler. Men Det Økologiske Råd peger på, at de hormonforstyrrende stoffer findes i shampoo, cremer, tøj - og altså også i fødevarer. »Der er behov for et dansk og senere et EU-forbud, en dansk undersøgelse på linje med den tyske af madvarer og en grundig undersøgelse af Nonylphenols effekter på mennesker«, mener Mette Boye fra rådet. Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) henviser til, at EU allerede er ved at udarbejde et direktiv om de østrogenlignende stoffer. »Vi arbejder stærkt med fra dansk side, og målsætningen er at forbyde anvendelsen af pesticider i vaske- og rengøringsmidler, i kosmetik og i kemikalier til tekstil, læder og papirfremstilling«, siger Schmidt. Ministeren tilføjer, at man løbende skal vurdere, om der er behov for nye initiativer, og at de tyske tal er en god anledning til dette. Ingen bekymring Nye initiativer kunne for eksempel være et forbud mod nonylphenol i emballage. Dette hører imidlertid ikke under miljøministeren, men under hans partifælle Mariann Fischer Boel i Fødevareministeriet. I Fødevaredirektoratet mener man imidlertid, at NP-niveauerne i den tyske undersøgelse er »relativt lave« og ikke rykker ved den tidligere risikovurdering af stoffernes indhold i fødevarer. »Ud fra en sundhedsmæssig vurdering er der ikke på nuværende tidspunkt grund til særlig bekymring for sundhedsskadelige effekter af NP på den almindelige forbruger«, mener farmaceut Anne Marie Vinggard fra direktoratet. Hun tilføjer, at sammenligningen med fisk efter direktoratets opfattelse er misvisende, fordi de er mere direkte eksponeret end mennesker via det omgivende havvand. Gør for lidt SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og de radikale mener, at EU's og Danmarks indsats over for de hormonforstyrrende stoffer er alt for beskeden. Den radikale miljøordfører Elsebeth Gerner Nielsen taler ligesom Det Økologiske Råd blandt andet for øget forskning i de hormonlignende stoffers betydning for befolkningens sundhed. Fødevareminister Mariann Fischer-Boel (V) henholder sig imidlertid til Fødevaredirektoratets vurdering: »Men jeg vil gerne slå fast, at jeg og Fødevaredirektoratet naturligvis følger sådanne undersøgelser meget nøje. Fødevaresikkerheden har regeringens allerhøjeste prioritet og bevågenhed«, siger ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her