Konfliktråd i hele landet

Lyt til artiklen

Inden for et års tid vil der formentlig over hele landet blive etableret konfliktråd, hvor ofre og gerningsmænd mødes i volds- og andre kriminalsager for at snakke og eventuelt indgå en aftale. Justitsminister Lene Espersen (K) har foreløbig besluttet at forlænge det igangværende forsøg med konfliktråd i Roskilde, Glostrup og Ringsted politikredse i et halvt år, mens der laves en endelig evalueringsrapport. Forsøget slutter ellers officielt om en måned efter at have været i gang over flere etaper siden 1994. Bliver permanent Men til Politiken siger Lene Espersen nu, at hun forventer, at konfliktråd bliver permanente og landsdækkende i Danmark. Sådan som det kendes fra blandt andet Norge. »Selvfølgelig afventer jeg evalueringen, men så vidt jeg kan se, er der tale om en succes, som der er meget stor politisk opbakning til i Folketinget. Så jeg tror, vi får en permanent ordning. Jeg er ekstremt positiv over for tanken«, siger Lene Espersen. Også grove sager Når hun foreløbig forlænger forsøget, er det for at undgå, at det velfungerende system, der er i gang i de tre politikredse, kollapser, frem til at den permanente ordning indføres. I konfliktråd mødes offer og gerningsmand på frivillig basis med en uddannet mægler som tredjepart. Konfliktrådsforsøget i Danmark har omfattet grovere sager med vold i modsætning til de norske konfliktråd, hvor kun mildere sager som for eksempel hærværk og tyverier kommer i konfliktråd. Til gengæld kan konfliktråd i Norge fungere som erstatning for straf, mens de i Danmark kun er et supplement. Gerningsmanden skal her i landet ikke forvente at få nedsat straffen, selv om han eller hun accepterer at møde sit offer. »Jeg vil tro, at vi fastholder den danske model, hvor også grove voldssager kan komme i konfliktråd. Det er kontroversielt, men også spændende, fordi konfliktrådet kan være med til at få en gerningsmand til at indse det triste, han har været med til at forvolde. Og samtidig giver offeret bedre muligheder for at komme videre«, siger Lene Espersen. På jagt efter sager Af en slutopgørelse efter konfliktrådsforsøgets foreløbige afslutning fremgår det, at parterne i i alt 130 sager har mødt hinanden i de tre politikredse. Det er hovedsageligt politiet selv, der finder frem til sager, der måske er egnede. Roskilde Politi har siden 1998 vurderet 479 sager, og Glostrup 574 sager, med henblik på konfliktråd. Der er gennemført 62 mæglinger i Glostrup, 45 i Roskilde og 23 i Ringsted - samt nogle få i andre politikredse. Et af problemerne i forsøget har været, at politifolk i det daglige arbejde ikke er opmærksomme nok på muligheden for at bruge konfliktråd. Men i Glostrup har man dog fået antallet af egnede sager væsentligt op, efter at en pensioneret kriminalassistent er ansat på deltid til at kigge alle nye sigtelser igennem for at finde egnede emner til at blive bragt videre til konfliktråd. Tilfredshed Af en midtvejsrapport om konfliktrådsforsøget, der blev udarbejdet i 2000 af Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), fremgår det, at halvdelen af de sager, der ender med et konfliktråd, handler om vold. Derefter kommer sager om indbrud og hærværk. Rapporten fastslår også, at langt de fleste ofre og gerningsmænd, der har deltaget i konfliktråd, er tilfredse. Ved konfrontationen hjælper det ofrene at se og tale med gerningsmanden for at komme af med deres vrede og angst. Og mange gerningsmænd har et behov for at gøre noget for at gøre den skade, de har forvoldt, god igen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her