Bornholm stemmer regionalt

Lyt til artiklen

Hvis de fire unge fra 2. htx på Bornholms Erhvervsskole i Rønne håndterer telefonen lige så effektivt og lynsnart som fodboldspillet i skolens aula, er dagens skæve kommunalvalg på Bornholm allerede så godt som afgjort. De unge har nemlig praktiseret samfundsfag og trukket et stort udsnit af de bornholmske stemmer gennem telefonrøret til en meningsmåling, der forudsiger dødt løb mellem de tre store - Socialdemokratiet, Venstre og Borgerlisten. Udsigt til en klassisk fordeling Hvis de unges måling af meninger holder lige så godt som tidligere, vil bornholmerne i dag stemme sig til en meget klassisk sammensætning af Bornholms Regionsråd - en fusion mellem øens fem kommuner og amtskommunen. Nemlig to næsten lige store blokke i henholdsvis rødt og blåt - S og V - og en anseelig tunge på vægtskålen i midten i form af Borgerlisten. På deres fremskudte post ved telefonen har Louise Gudbergsen, Mie Pedersen, Troels Kjeldbjerg og Anders Tolstrup klart fornemmet en vis valgtræt stemning ude i de bornholmske hjem. »Folk brokker sig over, at de skal stemme igen, og de brokker sig såmænd også over politikerne. Hvorefter de stemmer på dem«, konkluderer Louise på baggrund af sine mange opringninger. Gruppen rundt - og her befinder sig både liberale støtter og socialistiske sympatier - er der enighed om, at sammenlægningen er en god ting for Bornholm. Men de har ikke meget tilovers for niveauet i valgkampen. Valgtræthed »Der mangler konkrete bud på, hvad politikerne faktisk vil, når regionsrådet er en realitet. Det eneste, de peger på i debatterne, er sig selv«, mener Troels, og Mie har oplevet valgleden næsten fysisk på sit kollegium, hvor skraldebøtter og postkasser hele tiden flyder over af ulæst valgmateriale. Også de tre duellanter på val(g)pladsen erkender, at det har været svært at svinge sig højt i trætoppene i dette forårs valgkamp. »Bornholmerne har været til valg tre gange på et år, og i bakspejlet vil jeg mene, at vi skulle have haft en mere konkret plan for sammenlægningen at debattere i valgkampen«, erkender nuværende amtsborgmester Knud Andersen (V). En afgørende vanskelighed for et heftigt valgslag er, at de tre store bejlere til posten som økonge på afgørende punkter faktisk er ganske enige om fremtiden: et stærkt Regionsråd med dertilhørende direktion i Rønne, som styrer driften via kontrakter med de enkelte enheder. De nuværende rådhuse spredt ud over øen skal genbruges til de enkelte faglige enheder - teknisk service for hele øen samles ét sted, skatteforvaltning et andet for eksempel. Bred aftale »Vi skal frem for alt lægge strategier og planer med en horisont til 2010«, siger Borgerlistens Bjarne Kristiansen, der forventes at få en afgørende nøglerolle i aften. For straks stemmerne er talt op, går forhandlingerne om fordelingen af posterne i gang. På forhånd holder han kortene tæt til T-shirten og afslører ikke, til hvilken side han peger i aften. »Kun at jeg går efter en bred aftale. Vi skal ikke have et regionsråd, hvor en tredjedel af politikerne sidder uden ansvar«, siger han. Et af argumenterne for at samle Bornholm under én paraply var i sin tid stordriftsfordele - og deraf følgende besparelser. Den holder stadig, selv om selve beløbet ikke optager bornholmerne så meget, mener den tredje kronprins, Thomas Thors (S), nuværende borgmester i Rønne. »De kender forholdene godt til at vide, at vi her hos os ikke taler om at omsætte sammenlægningen i skattenedsættelser. Men hvis vi på grund af sammenlægningen i de kommende år kan holde skatten i ro, så har vi også nået noget«, siger Thors.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her