Atter friske varer på hylderne i Nord- og Østjylland

Lyt til artiklen

Blokaderne og strejkerne ved COOP Danmarks lagre sluttede i dag efter et møde mellem fagforbundet SiD og COOP Danmark, det tidligere FDB. Dermed skulle der igen komme kød, ost og mælk i de forretninger, hvor hylderne begyndte at blive tomme. Årsagen til strejkerne, der blev indledt fredag, bliver behandlet på et møde i Århus onsdag, oplyser administrerende direktør H.C. Madsen. »Vi vil gerne en gang mere diskutere fastholdelsesbonus og listen over de opsagte«, siger han til Ritzau. Konflikt om flytning af medarbejdere Strejken begyndte i Hasselager ved Århus fredag i sidste uge i protest mod ledelsens procedure i forbindelse med flytningen af 50 arbejdspladser til afdelingen i Brøndby. Ledelsen vil fyre dem, der ikke ønsker at blive flyttet, og samtidig lægge kvalifikationer til grund for udvælgelsen af, hvem der skal fyres. Lagrene i Brøndby, Albertslund, Odense, Vejle og Vejen strejkede i sympati med kollegerne i Århus. Anerkender ikke SIFU-princip COOP Danmark vil fortsat ikke anerkende et princip om, at den sidstansatte skal fyres først, det såkaldte SIFU-princip - sidst ind, først ud. Leverancerne til alle 1.200 butikker i kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli-/lokalbrugsen, Fakta, Irma og OBS! skulle blive normaliseret i løbet af tirsdag og onsdag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her