Badevand er blevet ringere

Lyt til artiklen

Badevandet på danske strande bliver dårligere. EU- kommissionen udgav onsdag den årlige badevandsrapport for de 15 medlemslande og beskriver den danske badevandskvalitet som »lettere forringet«. Rapporten viser, at andelen af danske kystområder, der overstiger de påbudte grænseværdier, er steget fra 2,8 til 4,1 procent. Med knap 96 procent kyster med rent badevand ligger Danmark en procent under det fælles gennemsnit, som miljøkommissær Margot Wallström ellers er stolt af og betegner som en succes. Mågeklat til forskel I Miljøstyrelsen, der endnu ikke har set EU-rapporten, som baseres på kommunale målinger, forklares det som »en mågeklat til forskel«. »EU tager nogle målestationer med i deres skema, som vi ikke er enige i, enten fordi der kun har været én overskridelse, eller fordi målingerne er så små, at det ikke kan skyldes spildevandspåvirkning, (men naturlige påvirkninger som mågeklatter, red.)«, siger Linda Bagge, dyrlæge i Miljøstyrelsens kontor for Biocid- og Kemikalievurdering. Høj kvalitet Miljøstyrelsen ser mere optimistisk på det danske badevand, som direktør Steen Gade betegner som »af meget høj kvalitet«. Miljøstyrelsen har netop offentliggjort resultaterne af kommunernes overvågning af badevandet i 2001, som viser, at det sorte flag vejrer over 8 af landets 5.000 kilometer badeegnet kyststrækning. »Om vi kan få badeforbud ned på nul procent er tvivlsomt, for vand er levende miljø, som er påvirket af naturen. Men hvis problemer skyldes kloakker og dårlige rensningsanlæg, er det noget, vi følger op på«, siger Linda Bagge. Ligesom sidste år er der nedlagt badeforbud på 13 kyststrækninger og 2 søer, mens antallet af tvivlsomme badesteder (gælder også ferskvandsområder) er steget fra 17 til 38. Ifølge Miljøstyrelsen skyldes det ekstra regnfulde måneder i august og september, der har belastet kloakker og renseanlæg, så vand er løbet urenset ud.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her