Præster vil ud af præstegården

Et opgør med den danske præstegårdskultur er på vej. Et stigende antal præster ønsker ikke at bo i den bolig, som er knyttet til deres embede. De kræver frihed til selv at bestemme, hvor de skal bo. Det sker for blandt andet at værne om privatlivet. En stor gruppe præster opfordrer direkte landets menighedsråd til at sælge ud af præstegårdene, mens præsternes egen fagforening, Præsteforeningen, efterlyser flere stillinger uden fast bopælspligt samt bedre mulighed for at få dispensation fra bopælspligten. »Den sammenblanding af privatliv og arbejdsliv, som præsteboligen jo lægger op til, oplever mange præster, nok især blandt de unge, som ubehagelig. Problemet er stigende, og derfor mener jeg, at der er behov for mere fleksibilitet i forhold til, om man skal bo i en embedsbolig«, siger formanden for Præsteforeningen, sognepræst Peter A. Krogsøe fra Aalborg. Der er en række tilfælde, hvor præster har fået problemer, fordi menigheden blander sig i deres privatliv. Og der er også eksempler på menighedsråd, der bruger præstegården som magtmiddel over for præsten, oplyser præsternes formand. Mange skilsmisser Selvom der ikke findes egentlig statistik på området, ligger det samtidig fast, at præster som faggruppe har en af de højeste skilsmisseprocenter. Især kvindelige præster har svært ved at blive i et ægteskab, »indtil døden jer skiller«. »Det er tit en hæmsko for familien, at der er tilknyttet en embedsbolig til præsteembedet. Præstegården fungerer jo som en slags præsentérbakke for offentligheden«, siger sognepræst Jesper Yde, Taastup, der er medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse og sidder i foreningens boligudvalg. Han er direkte modstander af embedsboliger og afviser, at en tæt kontakt mellem præst og menighed vil forsvinde, hvis præsten ikke bor i en embedsbolig midt i sognet. »Det er jo ikke længere sådan, at bondemanden kommer forbi med halm i træskoene og banker på døren til præstegården. Sådan en romantisk 'Nøddebo Præstegård'-opfattelse hører ikke nutiden til. I dag ringer folk på telefonen, og så kan præsten aftale med dem at mødes enten hjemme hos dem eller på sit kontor«, siger Jesper Yde. Ingen hellig bolig Kirkeminister Tove Fergo (V), der selv er præst, er netop ved at få lavet en stor undersøgelse af præsters psykiske arbejdsmiljø. Det sker blandt andet i erkendelse af, at mange præster synes, at det er svært at få et almindeligt privatliv til at fungere ved siden af præstegerningen. Hun er parat til at imødekomme det stigende antal præsters ønske om selv at kunne bestemme, hvor de skal bo. »Tiderne skifter, og embedsboligen er ikke noget helligt, som der skal værnes om for alt i verden. Med den lette adgang vi har til hinanden i dag, er der jo ikke det samme behov for en embedsbolig som tidligere. Præster går jo også rundt med en mobiltelefon«, siger Tove Fergo. Kirkeministeren frygter dog, at det vil være svært at tiltrække præster til tyndt befolkede områder, hvis bopælspligten bliver ophævet generelt. »Men hvis en præst kan blive enig med sit menighedsråd om at bo i egen bolig, er jeg parat til at give en dispensation«, siger Tove Fergo, der samtidig mener, at der især i de større byer kan oprettes præstestillinger, uden at der er knyttet en embedsbolig til. Udvikling imod menighedsrådsformand Præsteboligerne er ejet af landets menighedsråd. Formanden for Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Eivind Sørensen, er tilhænger af, at præsten bor og lever som en del af sognet. Men han erkender, at udviklingen går i den stik modsatte retning. »Der er en bevægelse i gang, og jeg kan se nogle tendenser til, at præstestillingen bliver til en mere almindelig lønmodtagerstilling. Jeg tror, at mange præster ser lidt anderledes på tingene end tidligere, og derfor er det en diskussion, som vi kommer til at tage oftere og oftere i de kommende år«, siger Eivind Sørensen. I en aktuel sag har menighedsrådet i den lille vestjyske by Stauning trukket sig i protest mod sognepræst Claus Thomas Nielsen. Det skyldes netop uenighed om præstens privatliv.