Mogens Amdi Pedersen og hans advokat Robert L. Shapiro forsøger at trække det tunge skyts frem for at undgå en udlevering til Danmark. Forsvarsadvokaten anmodede fredag domstolen i Los Angeles om lov til at føre 38 ekspertvidner, når udleveringssagen mod Mogens Amdi Pedersen begynder 19. august. Det usædvanlige skridt i en udleveringssag er nødvendigt for at forklare og tilbagevise »de fejlinformationer, der ligger til grund for anklagerne mod ham«, hedder det i Shapiros skriftlige fremstilling af sagen til retten. Shapiro beskylder den danske anklagemyndighed for at misbruge dokumenter og vidneudsagn, så de støtter den danske regerings årelange »nedsættende behandling og syn på mr. Pedersen«. Seks sigtet for skatte- og mandatsvig Amdi Pedersen er sammen med seks andre i Tvinds absolutte top sigtet for skatte og -mandatsvig for 75 millioner kroner i forbindelse med Tvinds humanitære fond. Ekspertvidnerne skal forklare om dansk ret og bevidne, at alle regler er overholdt i forbindelse med fondens uddelinger, samt at Amdi Pedersen ikke var leder af eller havde kontrollen med projekterne og uddelingen af penge. Samtidig vil Shapiro bevise, at der ikke er tale om skatte- eller mandatsvig, og at skattesvig ikke er omfattet af udleveringsaftalen mellem USA og Danmark. Shapiro forsøger at tage hul på selve sagen Dermed forsøger han at indlede den konkrete sag mellem den danske anklagemyndighed og Amdi Pedersen frem for kun at fokusere på udleveringen. »Det er en underlig situation, at første del af kampen skal spilles i USA«, siger Mogens Amdi Pedersens danske advokat Anders Boelskifte. »Shapiro går ind i selve sagen, fordi dansk politi selv har lagt op til det ved at begrunde udleveringssagen med uddrag af en række politirapporter fra efterforskningen«. Blandt de vidner, Amdi Pedersen ønsker at få i retten, er professor i procesret Eva Smith, professor Lars Bo Langsted, skatteekspert Lida Hulgaard samt advokat Henrik Christrup. Eva Smith skal forklare begreber Eva Smith skal redegøre for forskellen mellem at være sigtet og tiltalt. Og hun skal ifølge Shapiros gennemgang vise, at Amdi Pedersen aldrig er blevet formelt tiltalt og derfor ikke omfattet af udleveringsaftalen mellem Danmark og USA. Det var lørdag ikke muligt at få en kommentar fra den danske anklagemyndighed, fordi den endnu ikke havde læst papirerne fra Shapiro.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























