For at holde ballademagere ude af landet har den danske regering besluttet sig for at genindføre kontrollen ved de danske grænser. Det sker i forbindelse med efterårets EU-topmøder i København. Integrationsminister Bertel Haarder (V) og justitsminister Lene Espersen (K) har valgt at imødekomme politiets ønske om at kunne bremse aktivister ved grænsen, hvis der er mistanke om, at de vil bruge vold eller forøve hærværk. »Grænsekontrol er et godt redskab, hvis der er optræk til en masse ballade. Vi ønsker for alt i verden at undgå, at situationen udvikler sig, som den gjorde under det svenske formandskab, hvor det væltede ind med voldelige demonstranter«, siger Lene Espersen. Grænsekontrollen skal genindføres ved udvalgte grænseposter efter en konkret risikovurdering. Tre-fire kontrolomgange Det vil sandsynligvis ske i forbindelse med de tre til fire møder, der betegnes som højrisikomøder i formandsperioden. »Det bliver som i gamle dage, hvor der stod politifolk og lavede stikprøvekontrol. Det er en naturlig del af et beredskab, som også andre lande har benyttet sig af i deres formandsperioder«, siger Lene Espersen. Den antikapitalistiske græsrodsbevægelse Globale Rødder advarer mod beslutningen. »Det vil provokere folk og gøre det endnu sværere for os at overbevise dem om, at de skal demonstrere fredeligt«, siger aktivist Claus Pedersen. Undergravende Globale Rødder mener også, at beslutningen vil undergrave demonstrationsfriheden. »Hvis man for eksempel afviser alle, der er registreret i Schengen-registeret, så er det et stort problem. Man kan jo komme i Schengen for at sætte plakater op. Og der var én fra bevægelsen 'Jyder mod overflødige Motorveje', der blev nægtet adgang til Göteborg-demonstrationerne, fordi han havde malet graffiti«, siger Claus Pedersen. Københavns Politi forstår ikke kritikken. »Globale Rødder er med i Stop Volden-samarbejdet og har taget afstand fra brug af vold. Og de erkender jo selv, at de ikke kan garantere for, at gæster udefra vil undlade at bruge vold. Så må det da også være i deres interesse, at vi genindfører grænsekontrollen«, siger chefpolitiinspektør Kai Vittrup, der leder det danske politis indsatsgruppe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























