Göran Persson (S) skærpede onsdag tonen over for Anders Fogh Rasmussen (V) ved at beskylde den danske statsminister for "bevidst" fordrejning. Det mener den svenske statsminister, fordi Fogh har taget Persson til indtægt for, at der ikke er de store forskelle i dansk og svensk indvandrer- og flygtningepolitik. »Jeg forstår ikke parallellen. Vi skal have en generøs flygtningepolitik i Sverige, men at åbne op for massiv indvandring af arbejdskraft nu, da vi har hundredtusinder af arbejdsløse, går ikke«, sagde Persson onsdag ifølge nyhedsbureauet TT. Fogh står fast Den danske statsminister har ikke svaret på Perssons beskyldning om "bevidst" fordrejning. Men Fogh stod tidligere onsdag fast på, at "de udtalelser, Persson er kommet med, ligner meget den argumentation, som den danske regering har givet udtryk for". Udvekslingerne bunder i et interview, som Persson gav til TT under et topmøde i Madrid fredag. Et interview, hvor Persson ifølge sin pressesekretær Anna Helsén drøftede både flygtninge- og indvandrerpolitik. Under interviewet afviste Persson at åbne op for yderligere legal indvandring. »Det ville være det dummeste, vi kunne gøre. Det ville bygge oven på de problemer, vi har, hvis vi åbnede op for massiv indvandring af arbejdskraft nu«, sagde han og tilføjede: - Vi har ikke tænkt forkert, eller satset forkert. Problemerne har at gøre med det basale, at folk ikke kommer i arbejde. Efterfølgende har Persson understreget, at det ikke var flygtningepolitik, men derimod indvandrerpolitik, han udtalte sig om. I interviewet slog Persson gentagne gange fast, at indvandrerproblemer i 1990erne i Sverige skyldtes massearbejdsløshed samtidig med ankomsten af store indvandrergrupper. Fogh og Persson røg i totterne på hinanden, efter at striden har kørt nogle dage mellem de dansk-svenske integrationsministre, Bertel Haarder (V) og Mona Sahlin (S). Sahlin mener, Danmark kan få problemer under EU-formandskabet på grund af stramningerne af udlændingeloven, og Haarder har på den baggrund beskyldt Sahlin for at være fejlinformeret.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























