Falcks priser på himmelflugt

Lyt til artiklen

Falcks monopol på ambulancekørsel bliver stadig dyrere for amterne. En ny rapport fra Amtsrådsforeningen viser, at amternes betaling for akut ambulancekørsel steg med 30 procent over fire år fra 1996 til 2000. Samtidig viser nye tal, at prisstigningen fortsatte med endnu større hast sidste år. Amtsrådsforeningens bestyrelse skal i dag behandle en stærkt forsinket rapport om Falcks ambulancepriser, som en arbejdsgruppe har udarbejdet. Ifølge Politikens oplysninger viser rapporten, at amternes udgift til Falcks akutte ambulancekørsel steg med 30 procent fra 1996 til 2000, selv om antallet af ambulanceture kun steg 7 procent. Bekræfter Politikens gennemgang Dermed bekræfter rapporten den gennemgang af amternes udgifter til ambulancekørsel, som Politiken foretog for godt et år siden. En gennemgang, som Falck dengang betegnede som »mangelfuld og forkert« i breve, som blev sendt til samtlige amter. I Falcks eget kundeblad blev Politikens beregning betegnet som en »avisand«, som blev modsagt af amterne selv. Den nye rapport kommer, samtidig med at Falck nu selv fremlægger helt nye tal, som viser, at amternes betaling for akut ambulancekørsel steg fra 578 millioner kroner i 1998 til 768 millioner kroner sidste år. Det svarer til en stigning på 33 procent på blot tre år. Stigningen kan ikke alene forklares med antallet af ambulancekørsler. De er nemlig kun steget med 10 procent i den samme periode. En del af prisstigningen skyldes også øgede udgifter til uddannelse af reddere, ligesom mange amter har betalt Falck for énmandsbetjente akutbiler for at bringe ventetiderne på ambulancerne ned. Lyder voldsomt Formanden for Amtsrådsforeningen, Kristian Ebbensgaard (V), sagde onsdag, at prisstigningen »lyder voldsom«, men han ønskede ikke at kommentere det yderligere, før han har læst nærmere på rapporten, som skal behandles i dag. Falcks Redningskorps sidder på 88 procent af al ambulancekørsel i Danmark. Amtsrådsforeningen har indgået en standardaftale med Falck, som betyder, at regningen fra Falck stiger, jo mere tid ambulancefolkene bruger på turene, og jo flere kilometer ambulancerne kører. Aftalen er i strid med reglerne om fri konkurrence, fastslog Konkurrencerådet i 1999, men rådet gav dog en midlertidig dispensation. Samtidig bad Konkurrencerådet om, at der blev åbnet for konkurrence. Det har Amtsrådsforeningen dog ikke ønsket. I stedet har foreningen bedt om at få dispensationen forlænget. Ømfindtlig sag Falcks monopol på ambulancekørsel er en politisk ømfindtlig sag i mange amter. Selv om amterne er utilfredse med de stigende ambulanceudgifter, er der i både Venstre og Socialdemokratiet stærke kræfter, der er imod at røre ved monopolet. Venstre er traditionelt modstandere af at flytte opgaver fra et privat firma til det offentlige, mens Socialdemokratiet presses af Falckreddernes organisation, der hører under SiD. »Der er ikke noget at gøre. Der kan ikke skabes konkurrence«, udtalte amternes daværende formand, Kresten Philipsen (V), sidste år, mens Amtsrådsforeningens direktør, Otto Larsen, vurderede, at det ville blive dyrere at lade andre end Falck køre ambulancer. Det er kun i Københavns Kommune, på Frederiksberg og i den nordlige del af Roskilde Amt, at kommunale brandvæsener også står for ambulancekørsel. Både i Roskilde og HS-området sker det til priser, der i år 2000 lå langt under Falcks priser, viste Politikens gennemgang sidste år. Politiken forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra direktør Allan Søgaard Larsen fra Falcks Redningskorps.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her